Magasinet for kreative og bæredygtige løsninger
Denne film i #BeTheChange-serien, fortæller historien om cykelforretningen Recycles og deres arbejde med at istandsætte og genbruge klassiske kvalitetscykler og stel og lave nye unikke cykler af gamle. Filmen er instrueret af Uffe Truust og produceret af Jonas Koop fra selskabet Milk & Honey (www.milkhoney.dk). Den er en del af serien #BeTheChange, som handler om personer, der har skabt et arbejdsliv i spændet mellem bæredygtighed og forretning.
Foto: Sustainable Travel International.
>Når det igen bliver tid til at finde huer og halstørklæder frem i Danmark, kan det være fristende at stikke af til varmere himmelstrøg. Turisme fører dog ofte til ekstra forurening og overforbrug af naturressourcer, som i sidste ende går ud over lokalbefolkningen og miljøet i det land, man besøger. Dog mener organisationen Sustainable Travel International, at turisme i stedet kan bidrage til bæredygtig udvikling, hvis turismen foregår på de rigtige præmisser.
Af Hannah Juul Petersen
“Turisme, som er udviklet på den rigtige måde, kan tilføje værdi til beskyttelsen af skov og marinereservater og kulturarvssteder, ” siger Louise Twining-Ward, formand for Sustainable Travel International (STI, red). ”Vi hjælper med at udvikle mere bæredygtige og mindre ressourceintensive former for turisme, som adresserer økonomisk sårbarhed i lokalområdet samtidig med, at der passes på miljøet, ” fortæller hun.
Louise Twining-Ward og STI arbejder for at få turisme til at indgå i et områdes bæredygtige udvikling, så økonomisk udvikling, naturen og kulturelle aktiver kan eksistere side om side. Helt praktisk gøres det ved at øge både den lokale befolknings og regeringernes interesse i at bevare naturen i lokalområdet.
“Når entre-betalingen fra indgangen til parker bruges til at administrere parkerne, er det muligt at beskytte biodiversiteten igennem turisme. De fleste beskyttede områder er statsligt finansierede, fordi de ikke er indbringende i drift. Men når der begynder at komme mange besøgende, kan områderne skabe indtægter. Indtægterne kan enten gå tilbage til staten eller det kan blive brugt til at opgradere infrastrukturen, betale for moniteringen af dyrelivet, skovforvaltning og skiltning. Hvis det sidste sker, kan den øgede turisme betyde bedre naturbevarelse, og når lokale folk for eksempel arbejder som guider i nationalparkerne, er de ofte mere tilbøjelige til at beskytte deres egne skove og koralrev, ” forklarer Louise Twining-Ward.
Når naturen bliver en økonomisk interesse, bliver de lokale ofte bedre til at passe på den. Her er en mand i gang med at fjerne skrald fra stranden.
Foto: Sustainable Travel International.
Når der tjenes penge på, at turister besøger naturen, og det er lokale mennesker, som har gavn af fordelene af turismen, er tanken, at lokalbefolkningen får en bedre mulighed for selvstændigt at kunne bestemme over deres eget liv og det område, de bor i.
“Selvstændiggørelse kommer af økonomiske muligheder og frie valg. Veludviklet turisme giver jobs og muligheder, ” siger Louise Twining-Ward.
Organisationen har udviklet en række metoder og værktøjer, hvor idéen er, at de let skal kunne bruges i forskellige kontekster og af både private og offentlige partnere.
En af disse metoder er ”impact-monitorering”. Her måles der på forskellige indikatorer for at se, om turismen i et område bidrager til at skabe jobs, investeringer og beskyttelse af natur og af kulturelle aktiver og bidrager til innovative løsninger til håndteringen af ressourcer. Når man ved, hvordan og hvor meget indflydelse turismen har på et område, kan man forsøge at ændre den, der hvor der er brug for det. STI overbeviser samfundsledere om at gøre noget ved områdets problemer, sørge for uddannelse og mobilisere kapital, så der kan gøres noget ved problemerne, og endeligt sikre sig, at projekterne fører til et positiv resultat. Mange af projekterne finder sted i udviklingslande, men STI har også hjulpet projekter i norden. Et eksempel er i Norge, hvor STI har hjulpet med udviklingen af et bæredygtigt brandingssystem, som kan bruges til at kontrollere bæredygtighed på Norges turistdestinationer.
Louise Twining-Wards job som formand for STI er at overse organisationens projekter lige meget, hvor i verden de ligger.
”Dagen i dag startede med en samtale via skype til Panama. Så drøftelser om et projekt i Indonesien, og nu er jeg på et fly på vej til Island for at tale med 300 nordiske virksomheder om bæredygtig turisme. Jeg er inviteret for at tale om, hvorfor det er en god idé for virksomheder at blive mere bæredygtige, og hvad de kan gøre for at komme i gang med at blive det, ” fortæller Louise Twining-Ward.
Louise Twining-Ward bor i dag i New York, men før hun kom ind i organisationen boede hun på stillehavsøen Samoa, hvor hendes to børn også er født. Her arbejdede hun som konsulent for forskellige bæredygtige turismeprojekter.
”Jeg boede otte år på Samoa, men jeg var frustreret over at være konsulent for projekter, som havde minimal effekt. Jeg ville være en del af en større understøttende organisation og bedre kunne styrke lokale folks mulighed for at bestemme over deres egen fremtid, ” siger hun.
Af familiære årsager flyttede hun til New York, hvorefter hun indså, at STI var det match, hun havde ledt efter.
Når koralrevet forsvinder, skaber det store problemer for både mennesker og dyr.
Foto: Sustainable Travel International.
Selvom Louise Twining-Ward ikke længere bor i Stillehavet, har hun og organisationen ikke ladet området sejle sin egen sø. På Fiji og Samoa har STI for nyligt startet pilotprojekter, som sammen med regionale partnere i år 2018 skal have reduceret turismens negative indvirkning på energi, affald og vand i regionen. En vigtig faktor for, at målet opnås er beskyttelse af de ressourcer, som findes i havet. På stillehavsøerne er havressourcer nemlig meget vigtige for lokalbefolkningens levevilkår. Her er den primære kilde til protein nemlig fiskene. De indgår i økosystemet omkring koralrevet, og hvis der overfiskes eller forurenes, forstyrres økosystemet og kommer i ubalance.
”Biodiversiteten er truet af menneskeskabte forureningskilder, antallet af truede arter bliver større, og invasive arter som tornekrone-søstjernen overtager, ” fortæller Louise Twining-Ward.
Tornekrone-søstjernen er en giftig søstjerne, som lever af at spise koraller. Når der er for mange af dem, har koralrevet svært ved at frembringe nok nye koraller til, at det kan udligne den mængde, som tornekrone-søstjernen spiser. Derudover har overfiskeri på en af tornekrone-søstjernens få naturlige fjender, tritonsneglen, ikke gjort situationen mindre problematisk. Tritonsneglens sneglehuse sælges blandt andet som souvenirs til turister. En anden ulempe ved øget turisme til øerne er, ifølge Louise Twining-Ward, at forbruget af fisk og forurenede elementer som skrald og brændstof også øges, hvilket udfordrer koralrevet endnu mere.
Forsvinder koralrevet, så forsvinder fiskene også, hvilket er et problem i forhold til at brødføde lokalbefolkningen og turisterne. Men for få fisk er ikke det eneste problem, som folk ved kysterne må forholde sig til, hvis koralrevet er væk. Koralrevet er nemlig den eneste forskel på at have fast grund under fødderne og blive skyllet ud i Stillehavet. Koralrevet fungerer som en stor bølgebryder og virker, ifølge en ny beregning fra Verdensbanken, bedre mod oversvømmelser end menneskeskabte mure og infrastruktur.
”Der er ingen plan B efter turisme. Vi må simpelthen få turisme til at fungere bedre som et bevarelses og udviklings værktøj. Dette er især vigtigt næste år, da FN har erklæret år 2017 til at være det internationale år for bæredygtig turisme til fordel for udvikling, ” siger Louise Twining-Ward.
Filantropi-projektet på Samoa er bygget på samme metoder, som projektet i Chile. Her bruges donationerne til at bygge nye stisystemer til glæde for både lokale og turister.
Foto: Torres del Paine Legacy Fund.
Selvom problemet er stort og alvorligt, mener STI, at deres arbejde kan være med til at gøre en positiv forskel. STI’s samarbejdspartnere i Stillehavet har forpligtet sig til at øge fordelene af turisme til lokalsamfundet, indføre bæredygtighed i den daglige ledelse af regionen og beskytte de naturlige og kulturelle værdier ved at bevare land- og havressourcer. STI har sammen med de lokale samarbejdspartnere startet projekter, som skal sørge for, at målene opnås.
”På Fiji og Samoa har vi to pilotprojekter. Det ene er at lære virksomheder at reducere forbruget af ressourcer. Det andet er en filantropisk mekanisme, som gør det muligt for rejsende at give tilbage til udviklingsprojekter på Samoa, ” fortæller Louise Twining-Ward.
Selvom projekterne på Fiji og Samoa kun er pilotprojekter, har STI’s lignende projekter andre steder i verden vist sig at bære frugt.
Et eksempel er organisationens filantropiske projekt i Chile. Her har STI hjulpet med at opsætte en donationsfond Torres del Paine National Park, hvor alle kan hjælpe til med at passe på parken. Hvert år besøger over 200.000 turister parken, og på grund af de mange turister har parken haft problemer med overbelastede stisystemer og at komme af med alt det tilhørende skrald. Pengene fra fonden bruges til at genskove områder, restaurerer stisystemer og på genbrugsprojekter i området. Turisme bliver altså en positiv indflydelse, fordi de rejsende bruger penge i samfundet og dermed bidrager til økonomisk udvikling og jobs uden, at miljøet nedslides.
Selvom STI har opnået meget indtil videre, vil organisationen gerne opnå endnu mere. I 2015 forpligtede organisationen sig til at have forbedret 10 millioner liv i år 2025. Indtil videre har STI forbedret godt over 400.000 liv gennem deres arbejde, men der er stadig lang vej op til de 10 millioner. Derfor har organisationen brug for støtte fra alle, som deler de samme ambitioner.
Two Danish entrepreneurs have chosen to do something concrete about the perpetual problems of finding affordable student housing in Copenhagen. We met one of them, Michael Plesner, for a talk about how they did it.
BY PENELOPE DIAMANTOPOULOU
Pioner: How did you get the idea for CPH Containers?
Michael: “When we started CPH Containers we wanted to make a scalable business that could help solve large, societal challenges. This was inspired by Porter’s and Kramer’s 2011 Harvard Business Review article ‘Creating Shared Value’.
Around that time, my cofounder Frederik and I were working in NGOs, where we talked a lot about environmental and social challenges and solutions. But we had not undertaken actions on a big, impactful and grand scale yet and we wanted to do something about that.
At the same time, we had seen that people around the world were reusing old shipping containers for many different functions, including housing – a sector full of environmental and social challenges.
We realized that while there is increasing lack of affordable housing for young people, most major cities actually have lots of empty land available. Combining Danish aesthetics and quality with the mobility of containers, we wanted to take container architecture to the next level. Our goal is to make a sustainable housing solution that could make use of the temporarily empty areas, creating a new way to live. “
FOTO: Anders Brinckmeyer
Pioner : Why is CPHcontainers a sustainable solution?
Michael: “We are upcycling old shipping containers into cool student accommodation that has a very low environmental footprint while we take advantage of the containers’ mobility. This allows us to transport homes from site-to-site and make use of cheap, empty land in major cities. The homes are the central part of our CPH Village concept – a city-platform where we explore a new way to live as a young person with emphasis on community and convenient services.”
FOTO: Anders Brinckmeyer
Pioner : Was it difficult to start your company?
Michael: “With no money, little experience and a limited network, it’s taken a long time for us to come to this point where we can see the clear outlines of commercial success. It’s already been 2,5 years since we started CPH Containers. Luckily we have proven particularly good at one thing: borrowing muscle and know-how we didn’t have ourselves to orient people and organisations toward our vision. That – together with a die-hard belief that we will succeed in our mission – has been key to getting to where we are right now.”
FOTO: Anders Brinckmeyer
Pioner : What were the main challenges when you started and now?
Michael: “With our mobile housing concept “CPH Village”, we are treading new paths and no legal practices exist to support our idea in Denmark. Page one of every business textbook says: drop your idea if you need to change the law. But we went ahead and have actually been spending a tremendous amount of time lobbying for new legal practices that can open up our concept. We are in the final weeks of this work and we are excited. Currently, the outlook for a positive result is good. But with politics there is always a risk. Worst case is that we have to move the entire concept across the border to Sweden where legal practices already exist.”
FOTO: Anders Brinckmeyer
Pioner : Have you tested your concept on your users – in this case the students?
Michael: “We are launching our first CPH Village in 2017. Here 250 young people will be able to live in an inspiring place by the Copenhagen waterfront. In forming the concept we have had dialogue with a lot of students and we have had beta users test the quality and design of our homes. The initial response has been overly positive, so we can’t wait to launch full scale.”
FOTO: Anders Brinckmeyer
Pioner : How can students sign up to your containers?
Michael: “Registration for the first CPH Village will open in the spring of 2017.”
Pioner : The containers are currently only for students – why is that? Are you considering expanding the concept to other types of users?
Michael: “We have focused on students for a number of reasons. First of all, students are a group of people with low monthly income and as such are more troubled by the rapidly increasing rent prices. Today in Copenhagen, you can rent a small room without a shower or kitchen for 6.000-7.000 kr. Adding food and other living expenses and you are well over the budget for most students. Another reason is that students are used to living on limited 3-5 year contracts while studying. This fits well with our concept of moving around town and possibly to another region or country in the future. Finally, we believe that students will be very good at creating life and activity at the sites where we set-up CPH Village. This also benefits landowners, who are one of our key stakeholders. We see our members as urban pioneers who will help define how the city uses its vacant areas. It is not unlikely that we will target other groups of people in the future. We believe that everyone should have access to a home that is affordable and sustainable.”
Den hollandske familievirksomhed og Kongelige Hofleverandør, Royal Auping, har igennem de seneste fem år høstet priser for ikke alene deres design, komfort og kvalitet, men også for deres bæredygtige tilgang til det at producere senge. Cirkulær økonomi inspireret af ’Cradle-to-Cradle’ filosofien (C2C, red), gennemsigtighed i hele deres supply chain samt et minimalt miljømæssigt aftryk er nøgleordene i Royal Aupings forretningsfilosofi. Virksomheden har allerede differentieret sig fra andre producenter på markedet, men visionerne er større endnu. Pioner har deltaget i en virksomhedspræsentation med Morten Lund Petersen, Royal Aupings direktør i Danmark, hvor vi fik præsenteret virksomhedens filosofi og visioner.
AF JAKOB GOLL KNUDSEN
Bæredygtighed er efterhånden blevet en betegnelse, som flere større multinationale virksomheder har taget til sig, men kun meget få lever op til den som den hollandske madras- og sengeproducent Royal Auping. Virksomheden har den vision, at inden 2020 skal alle arbejdsprocesser, produkter og ydelser være bæredygtige, men Royal Auping er allerede godt på vej.
Virksomhedens 2020-vision bygger bl.a. på cirkulær økonomi, hvilket indbefatter at anvende nedbrydelige eller 100 % genanvendelige materialer, og netop på dette område er virksomheden allerede nået langt. De lancerede ’Auping Take Back System’ (ATBS, red.), som giver forbrugerne en mulighed for at aflevere deres aflagte madrasser tilbage til genanvendelse. Med dette system garanterer de, at mindst 90 % af din gamle madras bliver genanvendt i nye. ”Når vi tager en madras tilbage, kan vi genbruge 90-99 % af den. ATBS indebærer, at man har muligheden for at aflevere sin gamle madras til os, som vi så kan genbruge i en ny madras. Vi tager både imod konkurrenternes og vores egne madrasser – bl.a. for at vise, at det ikke kun er vores materialer, som kan genanvendes, men at konkurrenternes også kan. Konkurrenterne genanvender bare ikke materialerne, som Royal Auping gør det,” siger direktør Morten Lund Petersen.
I Holland er der 1,2 millioner madrasser, der bliver smidt ud hvert år. Det er 24.000 tons råmaterialer, som man kunne genbruge og 36.000 tons CO2 udslip. I Danmark og Holland bliver madrasserne enten brændt, eller også bliver de smidt på lossepladsen. Det er et enormt spild, da en madras indeholder bomuld, latex, stål. Alle mulige ting som kan bruges igen og igen.
Morten Lund Petersen, direktør for Royal Aupings i Danmark.
Cirkulær økonomi fylder meget i Royal Aupings forretningsfilosofi. ”Det nytter ikke noget at producere varer, som kan genbruges, hvis vi sviner i produktionen,” siger Morten Lund Petersen. Royal Auping er meget ambitiøse og opmærksomme på deres miljøaftryk, hvilket mundede ud i, at firmaet sidste år slog det sidste søm i deres nyrenoverede bæredygtige fabrik i Deventer, Holland. 28 millioner euros lød omkostningerne på, hvoraf 8 millioner euro udelukkende gik til bæredygtige tiltag. Det indbefatter bl.a. et lukket elektronisk vandpumpesystem, en geotermisk brønd, lysfangere på taget samt et system, hvor vand bliver opvarmet af solen.
Den geotermiske brønd, som går 500 meter ned i jorden under fabrikken, er en vigtig energi-/varmekilde, da fabrikken helt naturligt kan hente varme og kulde op på fra brønden, som kan lagres og deles med andre nærliggende fabrikker. Lysfangerne på taget giver en energineutral og naturlig belysning på fabrikken. I det lukkede vandpumpesystem bliver alt det anvendte vand genbrugt, hvilket kun er muligt, fordi der ingen skadelige stoffer er i de materialer, som Royal Auping anvender i produktionen. De bæredygtige investeringer i fabrikken har ført til reduktioner af vandforbruget med 60 %, elforbruget med 50-60 %, energiforbruget med 30 %, samt at gasforbruget er blevet reduceret med 90 % i forhold til forbruget på fabrikken før den omfattende renovation.
Udover disse markante reduktioner får Royal Auping også en andel af sin energi fra en hollandsk vindmølle, men ambitionerne er større. Flere investeringer i bæredygtighed ønskes, men først når teknologien er til det.
Vi kommer til at installere 20.000 kvm solceller på taget, og vi kommer til at installere 20-30 husvindmøller, men først når teknologien er god nok til det, så den investering har vi ikke lavet endnu. For eksempel er mange af sådanne systemer endnu ikke gode nok til at lagre energien,
Morten Lund Petersen, direktør for Royal Aupings i Danmark.
Selvom det kan lyde paradoksalt og overambitiøst, så er Royal Aupings 2020-vision at efterlade et positivt aftryk på miljøet i stedet for kun at være en belastning, hvilket bl.a. indbefatter, at fabrikken skal producere mere energi, end den bruger, og at det luft og vand, som fabrikken lukker ud, skal være renere end det, den tager ind. Et mål som Royal Auping allerede nærmer sig med hastige skridt ifølge Morten Lund Petersen. Han tilføjer yderligere, at kun tæppefabrikken Desso, som også er lokaliseret i Holland, kan måle sig med Royal Aupings fabrik i forhold til bæredygtighed. ”Jeg kender kun én fabrik i Europa, som er lige så bæredygtig som vores, og det er Desso i Holland. Jeg mener, at vi har kørt det her koncept altid, men den formelle strategi begyndte i 2010 og er blevet implementeret løbende,” siger Morten Lund Petersen.
At koble bæredygtige værdier til ens brand er én ting, men det at leve op til det er noget andet og sværere. For at gøre som de siger, vægter Royal Auping gennemsigtighed højt i hele deres produktion og supply chain. Derfor er alle Royal Aupings produkter produceret og udviklet i Vesteuropa, da det sikrer en langt større gennemsigtighed gennem hele deres supply chain. Royal Auping har desuden underskrevet FN Global Compact, hvilket sikrer, at virksomheden også skal leve op til deres løfter i praksis. Virksomheden har desuden som mål at være 100 % Cradle to Cradle-certificeret i 2020, hvilket også stiller store krav til Royal Aupings produkter såvel som produktion. ”Det er vigtigt for os at bruge rene og rå materialer, som kan genbruges, ellers ved vi ikke, hvad der er i produkterne. Det er også en del af C2C-filosofien, at man skal kunne definere ned til mindste detalje, hvad der er i madrassen eller produktet, så vi ved præcist, hvad alle vores produkter indeholder,” siger Morten Lund Petersen.
Aupings senge og madrasser er ikke de billigste på markedet. Vil du fx erhverve dig Aupings populære ’Essential seng’, skal du som minimum betale 19.995 kroner. Til gengæld er Auping Essential som den første seng i verden certificeret efter Cradle-to-cradle princippet (sølv certificeret, red). Samtidigt har ’Essential’ modellen vundet flere priser for dens bemærkelsesværdige design og høje komfort. Yderligere tilbyder Royal Auping brede muligheder for at få bygget sin egen seng efter sine egne behov, hvilket også er med til at differentiere Royal Auping fra deres konkurrenter på markedet.
Dette, kombineret med virksomhedens fuldt ud bæredygtige filosofi, gør Royal Auping til et brand, hvor det ikke kun er komfort og kvalitet, som er i fokus.
En ting, som Royal Auping efterspørger, er, at flere forbrugere vælger at aflevere deres madrasser tilbage, efter de er blevet udtjent. Kun ca. 3 % gør det på nuværende tidspunkt, og her understreger Morten Lund Petersen, at det er vigtigt at få forbrugerne med på genanvendelsesfilosofien. Så hvis du står og mangler en ny seng, og du ønsker at høre mere omkring Royal Auping og firmaets filosofi, så kan du eventuelt tage forbi en af Royal Aupings 85 forhandlere i Danmark.
”Med de visioner vi har, og det forbrugeren skal betale for en Royal Auping seng, så skal de også have noget kvalitet og oplevelse for pengene. Samtidigt skal de kunne ligge sig ned i en seng og vide, at den er blevet produceret på en fabrik, som ikke forurener, og som er lavet af materialer, der ikke ødelægger din krop. Derudover ligger værdien også i, at forbrugeren ved, at der bliver tager hånd om den, hvis den afleveres tilbage,” siger Morten Lund Petersen.
NorthSide Festival går hvert år mod nye højder inden for bæredygtighed. Men gør publikum også? Vi besøgte festivalen den 17.-19. juni i år og satte os for at undersøge sagen. Se hvad vi fandt ud af i filmen herunder.
[av_textblock size=’10’ font_color=” color=”]
AF FILIP CLEMENT SANGILD
[/av_textblock]
[av_image src=’http://wp.pioner.dk/wp-content/uploads/2016/10/miljø-ikon_ny_lille_NY.png’ attachment=’628′ attachment_size=’full’ align=’left’ styling=” hover=” link=’page,59′ target=” caption=” font_size=” appearance=” overlay_opacity=’0.4′ overlay_color=’#000000′ overlay_text_color=’#ffffff’ animation=’no-animation’][/av_image]
[av_image src=’http://pioner.dk/wp-content/uploads/2016/10/social-ikon_NY_4353_NY.png’ attachment=’627′ attachment_size=’full’ align=’left’ styling=” hover=” link=’page,59′ target=” caption=” font_size=” appearance=” overlay_opacity=’0.4′ overlay_color=’#000000′ overlay_text_color=’#ffffff’ animation=’no-animation’][/av_image]
[av_image src=’http://pioner.dk/wp-content/uploads/2016/10/økonomi-ikon_ny_nyy_lille.png’ attachment=’625′ attachment_size=’full’ align=’left’ styling=” hover=” link=’page,59′ target=” caption=” font_size=” appearance=” overlay_opacity=’0.4′ overlay_color=’#000000′ overlay_text_color=’#ffffff’ animation=’no-animation’][/av_image]
Over 30.000 mennesker er mødt op til tre dages festival i Ådalen i Aarhus d. 17.-19. juni 2016. Iggy Pops nøgne, appelsinhudsbeklædte overkrop omfavner taknemlige festivalgæster på forreste række, Sigur Rós kyler trommesættet ud over scenekanten og Puscifer har hyret professionelle kvindelige brydere til at kæmpe i en stor ring på scenen. Alt er tilsyneladende i den skønneste orden på NorthSide.
Men da røgkanonerne bliver slukket for et øjeblik, tegner der sig et mystisk billede. Der er næsten ikke et tomt plastikkrus eller et cigaretskod i sigte på jorden. I madboderne er der økologimærker over det hele, og rundt omkring på festivalpladsen står der special-designede skraldespande til forskellige typer affald. Der er noget på færde.
NorthSide satte sig i 2011 for at blive Danmarks mest bæredygtige festival – og de har ikke ligget på den lade side siden da.
Det er ejerne af festivalen, der har ønsket, at der skulle være et stort fokus på bæredygtighed, og derfor har NorthSide taget kampen op for at blive så bæredygtigt et event som muligt, et skridt ad gangen.
”Det var rigtig flotte ambitioner for nogle, der ikke vidste særligt meget om bæredygtighed”, fortæller Anne Jensen, som er kommunikationschef og ansvarlig for bæredygtighed på NorthSide, ”og der har været rigtig meget trial and error”, siger hun.
”Men vi er gået rigtig meget i dybden med nogle ting”, fortæller hun. ”Hvis vi siger, vi vil det her, så gør vi det også”.
NorthSide hyrede i 2011 bæredygtighedsbureauet WorldPerfect til at hjælpe festivalen med at løfte opgaven. I det hele taget er mange af de bæredygtige initiativer på NorthSide baseret på et tæt samarbejde med forskellige partnere. Og så har man i øvrigt prøvet at lære en hel masse fra andre festivaler og events fra hele verden, og ikke mindst af egne erfaringer år for år.
Foto: northside.dk
Men som man står der på græsset og ser hele showet gå op i lys og røg hen over en lang weekend, kan man godt undre sig: Er det virkelig besværet værd at bruge så meget energi på at gøre noget bæredygtigt, der næsten er ovre, før det er begyndt? Og som Anne Jensen selv siger: ”Vores lille festival er jo ikke det, der vælter verdens ressourceforbrug”.
Når NorthSide vil være bæredygtig, handler det ikke kun om, at festivalen i sig selv skal være god ved miljøet.
”Det er faktisk en del af vores politik, at vi gerne vil være med til at arbejde for en mere bæredygtig dagsorden i Danmark, fordi vi har en platform”, forklarer Anne Jensen. ”I og med at vi er en festival, der løber af stablen på tre dage, hvor vi har 30.000 mennesker samlet, så har vi mulighed for at påvirke nogen på en positiv måde på et sted, hvor de jo er kommet frivilligt og er glade og for at søge oplevelser og inspiration. Så det hele er på den positive klinge. På den måde er settingen jo også oplagt til at prøve noget nyt og eksperimentere”, siger hun.
”Det vigtigste ved det her arbejde er, at NorthSide kan blive en inspiration”, bekræfter Martin Thim, som er partner i WorldPerfect, da han viser os rundt på pladsen. Men det er ikke kun publikum, der skal inspireres. Det skal NorthSide også selv. Festivalen er nemlig også en platform for NorthSides egen læringsproces, for bæredygtig innovation generelt og for udvikling af nye partnerskaber omkring bæredygtige løsninger for virksomheder og for kommunen.
Hvis man lige skal sluge den sidste sætning, kan man passende skylle den ned med noget af den søde, ufiltrerede drik, der løber fra ølhanerne på NorthSide. Det er nemlig den økologiske øl, Tuborg Rå, som blev lanceret på NorthSide i 2015. Og det er netop et eksempel på et af NorthSides mange partnerskaber omkring det store bæredygtighedsprojekt.
”Jeg synes, det er fedt det der med at være med til at udvikle nogle produkter, som faktisk i dag står på alle hylderne i alle butikkerne, og som er blevet taget så godt imod”, fortæller Martin Thim begejstret. ”Da den blev lanceret her i 2015, havde de 40.000 liter med, som røg på festivalens anden dag, og så måtte vi nøjedes med den normale øl bagefter. Men det har de så lært af, så nu er der nok til hele festivalen. Jeg synes, det er fedt med de der trial and error-ting, og det er også meget fedt at selv et stort selskab som Tuborg kan falde på røven over, hvor meget økologisk øl folk faktisk gerne vil drikke”, fortæller Martin Thim.
Men hvis NorthSide virkelig vil være så bæredygtig, hvorfor er der så ikke kun økologisk øl i hanerne?
Det er ifølge Martin Thim, fordi de på NorthSide arbejder med en trappe-model, hvor man tager ét skridt ad gangen. ”Om vi når 100 % økologisk øl på to eller fem år, det synes jeg egentlig ikke gør den store forskel. Det er mere bevægelsen derhen, der er det interessante”, forklarer han.
Og NorthSide kommer længere og længere for hvert år. For eksempel kunne de garantere minimum 90 % økologi i madboderne i 2016 i forhold til 60 % i 2015 og kun 30 % i 2014.
Siden 2013 har der været nedskrevet en bæredygtighedsstrategi år for år, så de hele tiden sørger for at lære af deres erfaringer, og i januar 2016 lavede de for første gang en offentlig bæredygtighedsrapport.
Blandt andet på baggrund af erfaringer fra NorthSide har WorldPerfect udgivet en bæredygtighedsguide til events, som de kalder ”Aarhus Sustainability Model”, og som bliver brugt på ti specifikke projekter for Aarhus Kulturhovedstad 2017. Til oktober tager Martin Thim til Bruxelles for at præsentere modellen på EU-konferencen ”Open Days for Cities and Regions”, og han regner da også med, at de skal inspirere hele verden på et tidspunkt.
Vi vil rigtig gerne kunne vise, at bæredygtighed og økonomi hænger sammen
Siger Anne Jensen
For eksempel er det jo sådan, at hvis man er god til at sortere affaldet, så kan man bringe udgifterne ned, fordi man ikke skal betale ligeså meget for at komme af med affaldet. Og så giver det, ifølge Anne Jensen, rigtig god mening.
Sortering og genanvendelse af affald er derfor også en af de helt store projekter på NorthSide.
Sammen med WorldPerfect og affaldsselskabet MiljøTeam indførte de i 2015 affaldssystemet ”Rebox”, med lækkert designede skraldespande til forskellige typer affald, der har stået på pladsen de sidste to år. På pladsen bliver der sorteret i 6 fraktioner. Man har ikke ment, at man kunne kontrollere mere end det på selve pladsen. Backstage i produktionsområdet sorterer man dog i hele 12 fraktioner, der også inkluderer metal, olie og træ og andre typer affald, som publikum normalt ikke er i besiddelse af.
Som et resultat af det mener de, at det i år er lykkedes at få sorteret omkring 60 % af alt affald på festivalen.
Fokusset på affaldssortering og genanvendelse har faktisk skabt en meget interessant adfærdsændring blandt de frivillige på festivalen, fortæller Martin Thim. Det er nemlig blevet rigtig populært at være frivillig på festivalens affaldsområde bag scenerne.
Derudover indførte de også sidste år en ambitiøs pantordning. Faktisk så ambitiøs, at den ikke bare indbefatter plastikkrus, dåser og kander, men også pant på ting som regnslag og cigaretpakker. Og så kan man bytte et plastikkrus fyldt med cigaretskodder til en øl.
Og det er nok forklaringen på, at tæppet af cigaretskodder og plastikaffald – man jo ellers kan forvente at støde på til sådan en festival – er erstattet af noget, der nærmere leder tankerne hen på en veltrimmet villakvartersforhave.
Men det er ikke kun på affaldsområdet, at NorthSide har sat sig for at vise, at det kan hænge sammen.
”Der, hvor vi er nået længst, det er på maddelen, hvor vi har nået at runde 90 % økologi i samtlige madboder. Og der er vi faktisk uden sidestykke den festival, der er nået længst med det”, fortæller Martin Thim. Til sammenligning havde Roskilde Festivals madboder en målsætning om 75 % økologi i madboderne i 2016.
Det har man blandt andet opnået ved at lave en økonomisk gulerod for stadepladsholderne: Jo højere procent økologi, der er i maden, desto lavere er procenten af fortjenesten, der skal betales tilbage til NorthSide. Og det er altså noget, kokke kan forstå”
Det giver mening, synes Anne Jensen. ”Det, man ellers får at vide, det er jo, at det er dyrt, hvis man skal gøre det hele økologisk. Så den prøvede vi at vende om.”
Og opbakningen til økologiprojektet blandt stadepladsholderne er tilsyneladende også steget.
Da NorthSide begyndte at arbejde med bæredygtighed i 2011, hørte Martin Thim et af de største suk, han har hørt i sit liv fra ”Burger Madsen”, der laver burgere på festivalen. For det kunne da bare ikke være mere uinteressant. Men nu sælger Burger Madsen faktisk en 100 % økologisk burger på festivalen.
Vi taler med Jakob Nusbaum fra Gourmensch, der er midt i arbejdet med at lave sprøde svær over åben ild, for at høre, hvad han egentlig mener om NorthSides bæredygtighedspolitik.
”Jeg synes, det er et fantastisk projekt, og jeg synes, det er en fed linje, de lægger”, fortæller han. ”Så det er jeg super glad for at være en del af”.
Men hvad handler alt det der økologi på NorthSide om? Hvorfor egentlig økologi? Det behøver jo ikke betyde, at det er bæredygtigt.
Man har valgt at prioritere økologien højt, men NorthSide forsøger stadig at skabe bæredygtighed hele vejen rundt. Og det strækker sig langt ud over både affaldssortering og økologi.
Foto: northside.dk
Man har blandt andet prøvet at sørge for, at alle festivalens partnere selv skal købe bæredygtigt ind. Det vil for eksempel sige, at alt træ som udgangspunkt skal være FSC-godkendt. FSC er en international non-profit organisation, der vurderer bæredygtigheden af træ- og papirprodukter med henblik på miljømæssig, social, og økonomisk ansvarlighed. FSC Danmark har også været med til at bekræfte, at den nye bæredygtige emballage, der blev indført på festivalen i år, nu også var reelt bæredygtig.
Vi prøver at samarbejde med nogle, der er klogere end os
Siden 2015 har fødevareBanken desuden samlet overskudsmad ind til trængende i Aarhus. Sidste år var det hele 940 kg mad, der blev givet videre på den måde.
Som et andet initiativ har NorthSide i flere år opfordret publikum til at gå eller cykle til festivalpladsen. I 2015 lykkedes det utroligt nok at få hele 93 % til at følge den opfordring. Men det er faktisk det letteste i verden, fortæller Martin Thim. Man skal nemlig bare lade være med at lave parkeringspladser.
Men det er ikke alle udfordringer, man kan løse helt så let.
Det er ikke alt, der foregår på NorthSide, der er bæredygtigt endnu. For at løse de udfordringer, der er, satser NorthSide på at skulle indlede flere nye samarbejder. ”Det er ikke gratis at udvikle de her ting”, fortæller Martin Thim, ”og vi kan ikke bære det selv”.
For eksempel skal der strøm til, når der afholdes festival i Ådalen, og det er specielt på energiområdet, at NorthSide halter. Det er primært, fordi der ikke ligger fast strøm i Ådalen, så infrastrukturen er simpelthen ikke på plads til, at man kan anvende bæredygtig energi. Derfor skal der hives generatorer ind på pladsen, så den øredøvende musik kan flyde ud fra scenerne på pladsen. Og det er jo trods alt det, festivalen handler om.
Der arbejdes hårdt på at finde løsninger på energiproblemet. I 2016 kørte festivalen for første gang et lille projekt med vindenergi. Det dækker kun ca. 7 % af det samlede energiforbrug, men det er en måde at få sat nogle initiativer i gang på.
I mellemtiden prøver man at begrænse brugen af generatorerne ved for eksempel at slukke for strømmen på festivalpladsen om natten.
NorthSide har også kigget lidt på biodiesel 2.0, som er lavet af organisk affald, og som faktisk skulle kunne sænke CO2-udledningerne med hele 90 %.
Indtil videre lyder det dog til, at problemet ikke vil blive løst lige med det samme. Men Martin Thim er alligevel fortrøstningsfuld.
Denne her produktudvikling og det med at bruge festivalen som en innovationsplatform og en platform for at lancere nye produkter, det tror jeg, der er rigtig mange virksomheder, der godt kan se det interessante i. Og hvis man kan løse energiproblematikken ved store events, så tror jeg faktisk også, at man har en temmelig nice business plan
Nu er publikum taget hjem for at samle energi til næste år, og Ådalen er genopstået som en tom græsslette, der skuer ud over Aarhus by. Men mon ikke både festivalgæsterne, NorthSide og deres partnere er gået derfra med nye erfaringer og inspiration, efter NorthSide endnu en gang har vist, hvad man faktisk kan, hvis man virkelig vil bæredygtigheden på trods af udfordringerne.
Ifølge en ny rapport fra Teknologisk Institut har nordisk dyrket hamp på sigt potentiale til at blive både rentabelt og bæredygtigt som tekstil. Undersøgelser i rapporten dokumenterer, at hamp udleder langt mindre CO2 i råvare- og forarbejdningsfasen sammenlignet med bomuld og på sigt har potentiale til at spille en stor rolle i den danske modeindustri.
AF JAKOB GOLL KNUDSEN
Inden for den globale tekstilproduktion er bomuldsindustrien klart den største, og det anslås af WWF (Verdensnaturfonden, red.), at ca. 50 % af fibrene, som anvendes til den globale tekstilproduktion, kommer fra bomuldsplanten. Desværre er det en kendsgerning, at den enorme bomuldsproduktion globalt har mange negative sociale såvel som miljømæssige konsekvenser. Først og fremmest er bomuldsproduktion enormt ressourcekrævende, og det anslås, at der bruges 20.000 liter vand til produktion af et kilo bomuld, hvilket ca. svarer til en T-shirt og et par bukser. Bomuldsproduktion er desuden yderst forurenende og aftager ca. 11 % af al salg af pesticider globalt på trods af, at bomuldsproduktionen kun dækker over 2.4 % af alt dyrket landbrug. I Centralasien for eksempel har ikke-bæredygtigt bomuldslandbrug med dets store vandforbrug og brug af pesticider allerede medvirket til ødelæggelse af større økosystemer og har derudover haft enorme konsekvenser for sundheds– og levestandarden i området.
Udviklingen af Aralsøen i Centralasien fra 1973-2011. Aralsøen var engang en af verdens fire største søer, men i dag er kun ca. 10 % af søen tilbage. Det enorme vandforbrug til bomuldsproduktionen i de omkringliggende egne menes at være en betydende faktor for Aralsøens udtørring.
Heldigvis er der et mere bæredygtigt og miljøvenligt alternativ til bomuldsproduktionen i Østen; nordisk dyrket hamp.
Designer Rachel Kollerup har i samarbejde med seniorkonsulent Bodil E. Pallesen fra Teknologisk Institut startet et projekt, hvor mulighederne for brug af nordisk dyrket hamp som tekstil bliver undersøgt. Deres undersøgelser indikerer, at der er store miljømæssige fordele ved brugen af hamp som tekstil, da råvare- og forarbejdningsfasen af hampefibrene udleder betydeligt mindre CO2. Vi har været i kontakt med Rachel Kollerup, som har fortalt Pioner mere om hampeplantens potentiale. “Hamp skal ikke sprøjtes, som bomuld skal. Der er den her pesticide-problematik omkring bomuld. Hamp gror forholdsvist ubesværet i dansk jord. Det skal have lidt gødning, men det skal ikke sprøjtes. Derudover skal der ikke laves sædskifte i hampedyrkning i modsætning til dyrkning af andre afgrøder. Ved hampedyrkning genanvendes jorden år efter år, og det tilfører næringsstoffer til jorden i stedet for at tage dem fra den,” siger hun.
Bodil E. Pallesen fra Teknologisk Institut har tyve års erfaring med industrielt hamp og fortæller os mere præcist om, hvilke miljømæssige fordele som produktion af hampetekstil har.
“Det er svært at komme med et præcist estimat på, hvor meget mindre CO2 hampeproduktion udleder end for eksempel bomuldsproduktion, men pointen er, at biproduktet af hampeproduktion kan bruges til tekstile formål. Dette kombineret med, at der ikke bruges pesticider og sprøjtemidler gør hampetekstil til et mere bæredygtigt alternativ til for eksempel bomuldsproduktionen”
Siger Bodil E. Pallesen.
Potentialet for at gøre hamp til et populært tekstil i den danske modeindustri er ifølge Rachel Kollerup stort, men det indebærer også store udfordringer. Den største udfordring er, at vi i Danmark ikke længere er i stand til at forarbejde tekstil i en større skala til industrielt brug. Kina er på verdensplan det land, som producerer mest hamp, men grundet ukontrollerede produktionsforhold i landet og vanskelighederne i at udnytte det hamp, der eksisterer på markedet, bør nordisk-produceret hamp blive det foretrukne valg for tøjproducenter, mener Rachel Kollerup. Bodil E. Pallesen bakker hende op i denne påstand og fremhæver Nordens stærke tradition for gennemsigtighed og rapportering som to fordele ved at producere hamp i Norden. Projektets akilleshæl er dog den manglende tradition for forarbejdning af hampefibre i Norden samt de store teknologiske udfordringer, som produktionen indebærer.
Vi skal ikke ud og opfinde den dybe tallerken, men det føles sådan for, at vi kan få lavet hampetekstil i Danmark.
Siger Rachel Kollerup.
På trods af disse store udfordringer er Rachel Kollerup dog optimistisk. Men der er behov for flere investeringer i høstmaskiner og i forskning, da produktion af hamp i Norden er ressourcekrævende med de nuværende metoder. ”Den metode, som man i dag bruger til forarbejdning af hamp og hør i Europa, er nærmest den, som man har brugt de sidste mange tusinde år, så vi skal finde nogle teknologiske løsninger til, hvordan vi forarbejder hampen smartere,” siger hun.
En mangel på interesse for teknologisk effektivisering af hampeproduktion samt generel mangel på interesse for hampefibre som tekstil har indtil videre spændt ben for hamps entré på den danske modescene, mener Rachel Kollerup. Men hun har allerede fået positiv feedback fra flere tøjdesignere fra Danmark. Med en bredere opbakning fra modebranchen, er investeringer fra større aktører bestemt en mulighed, tror hun.
Én ting er, at hampetekstil har store fordele i forhold til bæredygtighed. En anden ting er at gøre tøj produceret af hampefibre til et eftertragtet produkt, som forbrugerne vil bruge penge på. Markedet for tøj af hamp er stadig småt i Danmark, men konkurrencen på tøjmarkedet er stort. Derfor skal tøj af hamp sælges på dets nordiske præg, æstetik og lækkerhed, mener Rachel Kollerup.
Da hampefibre er dyrt at forarbejde, og fordi nordisk dyrket tøj af hamp er nyt på den danske modescene, vil prisen i starten være høj. Til gengæld får forbrugerne et produkt, som ikke bare er nordisk produceret og et miljøvenligt alternativ til den ikke-bæredygtige bomuldsindustri, men som også er lækkert og holdbart tøj, hvor kvalitet og æstetik er i højsædet.
Så hvis man som forbruger ønsker at skille sig ud fra mængden og samtidig føler et ansvar for miljøet, så kan man roligt gå fremtiden i møde. ”Jeg tror klart, at hampetøjet skal sælges på dets æstetik og lækkerhed. Det skal sælges på at være produceret i Norden og som noget, der er forarbejdet under særlige forhold, hvor vi har kræset for vævningerne og for strikkemetoderne, så vi kan sige, at det er holdbart og smukt,” afslutter Rachel Kollerup.
Friskhøstet frugt på supermarkedshylderne og helt uden sprøjtegifte. For de fleste lyder det næsten for godt til at være sandt. Men for danske Mathilde Jakobsen og portugisiske Filipe Leal er denne vision grundlaget for deres virksomhed Fresh.Land. På deres online platform er det muligt for frugtavlere at sælge deres høst direkte til supermarkeder uden forlængende og forurenende mellemled. Men er det overhovedet muligt at nedbryde de eksisterende rammer for distribution af frugt?
AF MARIE LETH HANSEN
Ønsket om at hjælpe Filipes far med salget af sin appelsinhøst blev startskuddet på et tilbundsgående analysearbejde af den nuværende fødevareindustri af forretningsparret der også privat danner par. Det er ikke uvant arbejde for det dansk-portugisiske par, der begge har flere års international erhvervserfaring. Netop den fælles interesse for forretningsverdenen var også det, der førte parret sammen i Singapore, hvor skæbnen ville, at de benyttede samme bibliotek til deres studier. De blev kærester og herefter blev Mathilde ansat i Coloplast, mens Filipe besad en ledende stilling i konsulentvirksomheden McKinsey i Brasilien. Siden har de foruden Singapore hver især været bosat i Indien, Kenya, Frankrig og Argentina. Til sidst blev de genforenet i Danmark og fandt ud at de også arbejdede godt sammen professionelt og besluttede at de ville starte virksomheden Fresh.Land sammen. ”For os blev samarbejdet et aktivt valg. Vi samarbejder, fordi vi supplerer hinanden,” forklarer Filipe og uddyber ”Mathilde er den impulsive, passionerede og drevne, mens jeg er mere rationel og analytisk. Begge sider er afgørende at have i et firma.”
Der var flere væsentlige pointer, der gik op for parret i deres undersøgelse af frugtindustrien. I mange år havde Filipes far frustreret set til mens hans omsætning faldt, samtidigt med at efterspørgslen på frisk frugt steg markant. En skævvridning, som ikke stemmer overens med udbud og efterspørgsel på det frie marked. Det viste sig, at frugtdistributionen i dag foregår på et marked, som er langtfra frit. Et komplekst spind af mellemled fastholder frugtavlerne i stramme prisaftaler. Den frugt vi spiser i dag er typisk minimum fire måneder gammel og helt op til ti måneder fordi den rejser gennem op til fem mellemled for den ender i supermarkedet. Den lange distributionsproces og opbevaring og nedkølingen af frugten, nødvendiggør overfladebehandling med kemikalier før frugten når ud i supermarkederne. Desuden frasorteres en stor del af frugten, hvis de fx har små buler eller overfladiske brune pletter på skrællen.
Foto: Penny D. Photo
“Det var chokerende at opdage hvor meget kemi, der anvendes i fødevareindustrien i dag. Det er ikke alene for holdbarhedens skyld, men også fordi vi som forbrugere ubevidst går efter frugt, der ser perfekt ud på overfladen. Men det er altså unaturligt at frugten ser så perfekt ud,” forklarer Mathilde. Det stod derfor klart for parret, at der var behov for et nyt system, som kan varetage både forbrugernes interesse for friske råvarer der ikke er overfladebehandlet med kemikalier og som sikrer en fair aflønning af landmanden.
I juni 2015 blev der gjort alvor af flere års tanker, og parrets fælles virksomhed så dagens lys. ”Fresh.Land formidler online kontakt mellem frugtavler og supermarked. Frugten bliver høstet fra træerne og transporteret direkte til supermarkedshylderne. Ved at skære op til fem overflødige mellemled fra, forkorter vi distributionskæden og skaber samtidig bedre handelsbetingelser for frugtavlerene,” uddyber Mathilde. ”Vi undgår også de sprøjtegifte, som er i overfladebehandlingen samt kunstig modning med ethylengas, hvilket ikke kun er skadeligt for miljøet, men også for smagen,” forklarer Mathilde og fortsætter: ”Vi er meget begrænset i vores adgang til frisk frugt, selvom danske forbrugere har en stor kvalitetsbevidsthed og er villige til at betale for det.”
Siden firmaets første succes med Filipes fars appelsiner er Fresh.Land blevet kontaktet af flere portugisiske frugtavlere. I dag tæller listen af tilknyttede landbrug over 200. Det høje tal samt danske frugtforhandleres store interesse, vidner om en stigende popularitet for Fresh.Lands koncept i Danmark.
For partnerduoen bag Fresh.Land er drivkraften muligheden for at gøre en forskel i kampen for et bæredygtigt samfund. I 2016 vandt Fresh.Land førstepladsen i iværksætterikonkurrencen Nordic Cleantech Open og blev udvalgt som National Climate Solver af WWF for sin indsats for at skabe et bæredygtigt fødevaresystem. Climate Solver-initiativet sætter fokus på de bæredygtige løsninger, der kan være med til at sænke verdens CO₂-udledning i fremtiden. WWF har i den forbindelse foretaget flere konkrete målinger på effekten af Fresh.Lands model. Hvis Fresh.Land kan opnå en markedsandel på 20%, vil det sænke fødevareindustriens udledninger med op til end 88% fra transport, opbevaring og nedkøling. Det er et bemærkelsesværdigt højt tal, som faktisk også overraskede Fresh.Lands stiftere. ”Det er et chokerende tal. Men efter vi selv så analyserne, blev vi klar over, at det var den lange distributionskæde, som forårsagede det massive CO2 udslip, og den har vi jo skåret helt ned. I stedet bruger vi træerne som en slags naturligt lager,” fortæller Filipe, “idet vi arbejder med en såkaldt ‘Just-in-time’ model.” Mathilde tilføjer, at der herhjemme de seneste år har været stor bevågenhed omkring brug af pesticider i landbruget. Men brugen af kemikalier i forbindelse med opbevaring af frugten fortjener en ligeså vigtig plads på dagsordenen. “Det er jo rent faktisk sprøjtegiftene i overfladebehandlingen, som vi tager med hjem i indkøbskurven – den er påført frugten efter høst, og bliver siddende på,” afslutter Mathilde.
Også frugtavlernes løn og handelsvilkår bliver som nævnt forbedret gennem Fresh.Land. Ifølge WWF’s undersøgelser tjener avlerne optil 75% mere for deres handel gennem Fresh.Land. En fordel, som Fresh.Land-teamet er særligt stolte af. I fremtiden planlægger parret at gøre livet endnu lettere for frugtavlerne, forklarer Mathilde: ”Vi ønsker at udvide platformen, så vi ikke bare formidler kontakt mellem frugtavler og forhandler, men også kontakten avlerne imellem. Avlerne skal kunne videndele gennem vores platform og give bæredygtige råd videre for på den måde kan vi være med til at udbrede bæredygtigt landbrug.”
En anden ambition for Fresh.Land har været at begrænse madspildet i form af frasorteret frugt. ”Under normale omstændigheder bliver uperfekte frugter, som måske har overfladiske mærker eller defekter, frasorteret. Dette resulterer i, at der hvert år går en masse frisk frugt til spilde, som ikke fejler noget,” understreger Mathilde. Ifølge WWF kan Fresh.Lands platform mindske fødevarebranchens madspild med 10 %.
Foto: Penny D. Photo
Til trods for den succes Fresh.Land allerede synes at have høstet på det danske marked, ser de to stiftere dog også klare udfordringer – især i forbindelse med at ændre den eksisterende fødevareindustri. Netop den lange distributionskæde med mange mellemmænd har flere bagsider.
”Vi har oplevet, at mellemmænd bevidst har forsinket vores friske leverancer, fordi vi var afhængige af deres logistikløsning. Vi har også oplevet, at vores produkter blev solgt under anden mærkat af mellemmændene. Jo flere hænder varerne skal igennem, jo sværere er det for myndighederne at kontrollere og undgå snyd. Derfor så vi os nødsaget til at skære mellemleddene fra og skabe en alternativ distributionsmodel, som sætter ansigt på frugtavleren,” fortæller Mathilde.
Foruden at forsøge at løse de strukturelle blind spots i systemet arbejder parret nu for at skaffe de helt rigtige investorer til firmaet. ”Vi er i kontakt med en række eksterne investorer. Men det vigtige bliver at finde nogle, som deler Fresh.Lands filosofi og ikke ønsker at drive os i en anden retning, hvor vi risikerer at skulle gå på kompromis med vores værdier,” forklarer Filipe. Men det næste helt store skridt er lavpraktisk og bliver at inkludere grøntsagsavlere på platformen og at få systematiseret alle processerne i virksomheden for avlerne og supermarkederne.
En dansk social iværksætter vil reducere mængden af CO2 i atmosfæren, skabe flere jobs til afrikanere, brødføde flere mennesker og sælge fødevarer til den vestlige verden. Alt sammen ved at plante træer i den tørre afrikanske jord. Visionerne for virksomheden eGro er ikke til at tage fejl af: de vil benytte kapitalismens principper til at løse klimaforandringerne.
AF MARIE LETH HANSEN
Samtidig mener de at deres ide kan mindske fattigdommen i Afrika markant. eGro starter til at begynde med i det nordlige Ghana hvor den tørre ghanesiske jord skal transformeres til bæredygtige og frugtbare landbrugsområder, men målet er med tiden at brede konceptet ud til det meste af Vestafrika. Hvordan kan det egentlig lade sig gøre, og hvad er meningen med galskaben?
”eGro er en virksomhed der handler med produkter,” slår stifteren af virksomheden Jacob Vahr Svenningsen fast og fortsætter: ”Vi sælger fødevarer fra udviklingslande til det vestlige marked. Vi har desuden en unik business model hvor vi starter med at give de ghanesiske farmere materialer til at bygge en farm og viden om bæredygtigt landbrug i hårde klimaer. Senere køber vi de producerede fødevarer tilbage fra farmernes landbrug og sælger det til vestlige kunder.”
Jacob Vahr Svenningsen holder oplæg om eGro for landmændene på den ghanesiske farm.
Ifølge Jacob Vahr Svenningsen er der mange teknikaliteter og biologiske forklaringer forbundet med at forstå projektet i dybden.
“Når vi skaber en bæredygtig farm, planter vi store skovområder for at gøre jorden frugtbar. Det er her den tekniske del kommer ind i billedet. Den afrikanske jord er ikke så næringsrig som den nordeuropæiske. Når vi planter træer, går rødderne dybere ned i jorden og trækker mineraler til sig, som kommer op til overfalden og gør jorden bedre. Desuden giver træernes grene og blade skygge til jorden og de afgrøder vi planter i den,” fortæller stiferen
der som de andre i eGro-teamet har sat sig godt ind i de biologiske jordprocesser og skabelsen af et økosystem. eGro starter ud med at plante 2000 træer i Ghana i år for at skabe jord hvori der kan gro chiliplanter, som skal sælges til det vestlige marked. Man kan støtte virksomheden ved at købe et træ for 50 kr., og dermed bidrage til at nedbringe CO2 i atmosfæren, her. Derefter får man et billede af det konkrete træ, GPS koordinater til det, information om den landmand som plantede det, og hvilke afgrøder det skal bruges til. Det lille team med de store ambitioner består, udover Jacob Vahr Svenningsen, af seks medarbejdere. Jacob har en fortid som professionel i golfbaneindustrien, men blev på en tur ud i Gambias bush inspireret til projektet og valgte siden at skifte spor fra sportens verden til iværksætteriets. Med sig har han schweiziskfødte Roman Suleiman, som oprindeligt kom til Danmark for at færdiggøre sin Master i Finance and Strategic Management på Copenhagen Business School. For et år siden mødte han Jacob til startup-arrangementet Startup Safary i København, og Roman har siden brugt sine kræfter på eGro-projektet. Derudover har stifteren inviteret sin helt egen husøkolog Diane Salkauskiene fra Litauen med til dagens interview. Hun bidrager til projektet med sin biologiske og geologiske viden og har en bachelor i økologi samt en master i agrikultur. Hun fandt selv frem til eGro på internettet og blev hurtig fænget af den spektakulære vision.
Chiliplanterne vokser hurtigt frem i den kølige skygge på den ghanisiske farm skabt af de plantede træer.
For Diana Salkauskiene var det de mange problemer og udfordringer som projektet potentielt kan bidrage til at løse, som hun faldt for ved eGro: ” For det første løser virksomheden problemet med at lokale farmere udelukkende forsøger at overleve og ingen indkomst har. De får gennem eGro arbejde og mulighed for at forsørge deres familie. For det andet løser virksomheden problemerne med markedsforsyning. Hvert år vokser hele jordens behov for fødevarer, idet der fødes flere og flere børn. Vi har brug for flere fødevarer hvert år, fordi vi simpelthen ikke producerer mad nok på de eksisterende farme i dag. For det tredje hjælper vi med at løse klimaforandringerne, for ved at bygge disse skove absorberes der mere CO2, og vi er derfor med til at stabilisere klimaet,” fortæller Diana, mens resten af holdet bifalder udsagnet, og Roman tager over: ”Hovedproblemet, som vi forsøger at løse, er mangel på næring i den afrikanske jord.”
Udfordringen er at få gjort de store visioner til konkrete handlinger, men eGro er allerede godt i gang med at etablere den første farm i Ghana. For Jacob var det første skridt et spørgsmål om netværk; ”Jeg havde tidligere fejlet flere gange med at finde partnere og farmere som ikke overholdte vores aftaler. Men igennem mit netværk fandt jeg de farmere det er lykkedes med. Ghana er et godt land for vores virksomhed. Det er ambitiøst og har politisk stabilitet. Landet kan på den måde blive vores springbræt til nabolandene. Det kræver en masse networking og en masse informationsindsamling at blive klar til at forstå hvad det kræver. Men til sidst har jeg fundet de rigtige folk.” siger Jacob.
Det kræver masser af samarbejde og sammenhold for at bygge en bæredygtig farm op fra grunden.
Til trods for et stærkt team og en klar businessmodel er holdet klar over at der også venter store udfordringer forude. ”Det er komplekse udfordringer vi står overfor. Farmerne har brug for den korrekte viden om landbrug. Det er der i øjeblikket kun ganske få der har,” fortæller Roman. En anden stor udfordring er finansiering af virksomheden. Her er eGro allerede i gang med at benytte sig af crowdfunding hvor man kan donere et træ, som tidligere nævnt. Men ifølge Roman er de største bekymringer dog praktiske:” Vores største bekymring er hvorvidt det vil fungere på farmene. Projektet kræver nemlig en stor portion menneskelig tillid til at farmerne overholder aftalerne. Udfordringen bliver nu at få dem trænet, og skabe en kultur af tillid på farmene.” Jacob stemmer i; ”Et potentielt problem er hvis vi siger noget andet end den ghanesiske regering om pesticider. Eksempelvis hvis den ghanesiske regering påskønner brug af pesticider. Så er der stor risiko for at farmene falder tilbage i de gamle mønstre. Hvis vi ikke lærer at snakke med farmerne, kan vi ikke ændre klimaudviklingen.” Det er et stort stykke arbejde som nu ligger foran Jacob og resten af holdet i forsøget på at videreudvikle virksomheden.
Afslutningsvis spurgte vi eGro hvad de har i brug for fra Pioners læsere. Et spørgsmål der hurtigt blev besvaret: ”Hvad vi har brug for, er mennesker der ønsker at være CO2 neutrale. Hvert år kan du skrive dig op til at give eGro et vist beløb, og derigennem kan vi bruge pengene på at reducere CO2-udslippet yderligere,” opfordrer Jacob og slutter med begejstring i stemmen: ”Vi har altid brug for nye ideer! Vi tænker derfor på at oprette events, hvor folk kan møde op og lære om eGros historie og blive ambassadører for historien. Til de events ville man have mulighed for at diskutere og lære mere om reducering af CO2 gennem bæredygtigt landbrug.”