Rooftop tomatoes, planters and homegrown oyster mushrooms are not your everyday social innovator. And yet, TagTomat, an urban gardening initiative based in Nørrebro and spread across Copenhagen, is bringing out the best in us.
The pride and joy of TagTomat was – and still is – their garden installations on Griffenfeldsgade in Nørrebro. Going beyond urban gardening principles and enhancing potential, the project highlights a number of social aspects of life in Copenhagen, as well as a success story in community building.
In collaboration with the local shop owners, TagTomat set up planters, bench booths, as well as a completely new atmosphere in the street.
“The core value of TagTomat is not in the vegetables and plants themselves. It is in everything around it – the community, the knowledge generated, and the creation of urban school gardens”, says Mads Boserup Lauritsen, architect, founder and owner of TagTomat.
Griffenfeldsgade has become an alternative open-space urban garden; a city showroom of what can be, with the residents – or in this case, the shop owners – responsible for maintaining the space. This urban fabric, as Mads explains it, has developed into the mechanism for providing quality community life in the public realm.
From its base in the heart of Nørrebro, TagTomat reaches across Copenhagen’s social structure. With bench booths, planters and local support much more is grown than mere tomatoes. A greater sense of belonging and community is spreading alongside the budding vegetables; features like wellbeing, integration and community resilience are now recognised and embraced by people involved and bystanders alike.
The urban scenery has become more than asphalt and vehicles. It now connects to social capacity as well as the residents’ potential to establish collective positive behaviour and a feeling of ownership towards their immediate environment. TagTomat helped lay the foundation stone for this process – it devised a strategy for urban planning that exponentially scaled up to shape change.
Projects like this one tap into the concept of social capital and play a catalyst role in developing trust, collective responsibility and sustainable neighbourhoods.
A hobby forms a sustainable business plan
It was back in 2011 that Mads Boserup Lauritsen started growing tomatoes in his own residence block’s backyard. On the roof of the recycling storeroom, he still keeps a small green space where himself and fellow residents grow the tomatoes they consume.
Between 2011 and 2014, when Mads finally registered TagTomat as a company, he held voluntary workshops in this very backyard, funded by Nørrebro Lokaludvalg. The workshops aimed at illustrating the art of urban gardening, and how Copenhageners could create their own sustainable communities. One of the first things TagTomat did to ensure its financial survival, was to produce planters that they were able to sell. The profits from sales allowed the team the time and resources to develop their green ideas, and ultimately to focus on activities connected to community engagement.
Beyond the collaboration with Nørrebro Lokaludvalg, TagTomat has also worked closely with several municipalities across Denmark. When a project expands beyond a private garden, and an entire community becomes an active part of it, it is only natural that its institutions will attempt to identify with it. In this respect, institutions often support initiatives in line with the community building cause.
Growing out of Husumgade
In the early months of TagTomat, its two-person team started with guided tours of green spaces across the city. When in August 2012 Politiken published an article about TagTomat and the idea surrounding it, the project skyrocketed. In a similar fashion Social Media as a valuable supplement campaign tool, has lent a hand in communicating and promoting the work done by TagTomat.
Nevertheless, the message advanced by TagTomat’s communication strategy is not a business promotion per se. It is mostly connected to the idea that sustainability is not a foreign concept, and that creating an urban gardening open source that makes ideas, theories and applications available for uncomplicated replication is possible.
“What we do is not rocket science. It is a practical application of ideas that are free to download on our homepage. It’s innovation, but it’s not difficult”.
If Mads had to pin down what it takes to be an urban gardener, he would ask one to take a look at their surroundings and identify the spot where they can make a difference; be it on their third floor balcony, or the City Hall square.
With an idea as simple as greening one’s surroundings, TagTomat, or any other similar initiative, can really make a difference in citizen interaction. Creating a livable city, where one can bring value to an area adjacent to their private or professional setting, can be the organic way to act and react on contemporary social and environmental threats.
2018’s mushroom hit
Mushroom Growing Kits have been around for some time, and have appealed to many, yet, were not as popular within the Danish market. Hence, SvampeBox (Mushroom Box), TagTomat’s latest product, revolutionises home gardening in a fun way.
The team has developed a very simple model for mushroom growing – mycelium and hay in a used milk carton. Then a recycled paper cover with a touch of graphics was all it took to reach the average private customer who loves oyster mushrooms.
“The more touch points we have with a person, the easier it is for them to be involved. The response was instant.”
The product was developed in mid November 2017, launched in December, and TagTomat has thus far sold over 600 boxes – some even in a Christmas gift box.
Beyond engaging and truly fascinating, the mushroom project could, perhaps, be the deal sealer for sustainable family bonding!
You can:
Visit the showroom and the rooftop tomatoes at Husumgade 2, København 2200
Visit TagTomat’s webshop to initiate your own home gardening project, or participate in a masterclass
In the Wake of Uber, a Local, Non-Profit Ridesharing Solution
The app RideAustin has reinvented ridesharing with a local, non-profit model for and by the community. Could locally developed non-profit apps be the ridesharing future?
BY MATHILDE LIND GUSTAVUSSEN
In June 2016, a new non-profit ridesharing app called RideAustin launched in Austin, Texas. The app presented itself as a local alternative to global corporations like Uber. Austin is the state capital of Texas, nestled in the state’s picturesque Hill Country region. The city is renowned as a progressive stronghold in a conservative state and for its annual music and media festival South by Southwest. In recent years, it has also become a hotbed for creative industries and socially conscious startups like RideAustin.
As in many other cities across the US and Europe, Austin saw a surge in Uber activity in the years leading up to RideAustin’s launch. Though Uber’s business model has encountered resistance, ridesharing has become integral to any urban transit future. As a model of transit, ridesharing promotes safety while reducing car congestion and air pollution. And especially in mid-sized US cities like Austin, where the sprawl and lack of density can make it difficult to track down a taxi, ridesharing has become a convenient transit alternative for urban dwellers with smartphones.
A RideAustin BILLBOARD IN CLARKSVILLE, AUSTIN
But in Austin, and in many other cities “disrupted” by the arrival of Uber, citizens and local politicians grew increasingly critical of the working conditions, poor vetting procedures, and reports of sexism and racial insensitivity at the global ridesharing app. Critics argued that Uber’s business model, predicated on undercutting competitors’ prices by maintaining a precarious network of freelance drivers with minimum vetting costs and no employee benefits, needed stricter regulation. Responding to these criticisms, Austin’s city government initiated a process to draft new regulations for ridesharing companies.
A Referendum on Public Safety
In 2016, Austin implemented mandatory fingerprint background checks for rideshare drivers—an ordinance already imposed on the city’s taxi and bus drivers. But Uber and its main US competitor, Lyft, refused to comply with these regulations, and spent $8 million on a campaign to have the fingerprint bill repealed.
When the ridesharing apps lost the citywide referendum, they left Austin, claiming the new regulations made their business untenable. While critics were happy to see Uber and Lyft go, their departure left behind a substantial gap in the urban transit market, as well as a network of unemployed drivers and stranded passengers. This paved the way for innovative approaches to ridesharing that could utilize Austin’s existing infrastructure of drivers and passengers—one of those was RideAustin. Developed in just five weeks by local tech entrepreneurs, it rolled out operations soon after the global apps exited.
A Local, Non-Profit Model
The non-profit app, powered by volunteer tech workers and donations, collaborates with the city government to create a service that fits the needs, municipal safety regulations, and culture of the community. “Local rideshare apps are better because the local companies understand the local market, what makes Austin Austin” says Bobbi Komminemi, RideAustin’s VP of Strategic Programs and Operations
From the beginning, RideAustin implemented fingerprint background checks of its drivers. “RideAustin is the only rideshare in Austin that provides 100 percent fingerprinting of drivers. All our drivers go through the same vetting process as other municipality-regulated transportation companies,” says Bobbi Komminemi. As an additional safety feature, the app’s “Female Driver Mode” allows women to request female drivers. And to promote transparency and encourage research into ridesharing, all RideAustin’s data is published on the website data.world.
As a non-profit ridesharing alternative, RideAustin doesn’t take a cut of the fare—Uber and Lyft, on the other hand, take cuts of 20 to 25 percent. This structure allows RideAustin to offer higher wages to its drivers and cheaper rides to users.
The app also encourages charitable donations through the “Round Up” feature, which enables riders to round up their charges to the nearest dollar and donate the rounded-up sum to local charities and cultural institutions (over $250,000 dollars were donated in its first year). Soon, RideAustin plans to offer free or low-fare rides to ill, elderly, or low-income Austinites, in the belief that ridesharing should be for everyone.
In another effort to support the community, RideAustin has founded the initiative ATX Alliance. Partnering with a host of Austin businesses, they promote shopping, eating, and driving local to “Keep Austin Austin” and protect local businesses, as more global corporations enter the rapidly growing state capital.
The Return of Uber and Lyft
In its first year, RideAustin facilitated over 2 million rides. In 2017, however, Uber and Lyft returned to the city. A year after the citywide fingerprint referendum, the Republican state legislature overturned Austin’s regulations, and implemented statewide, more lenient regulations for ridesharing apps. Upon their return to Austin, Uber and Lyft enticed drivers and passengers to return to their platforms by offering cash and (temporary) higher fares to drivers and discounts to passengers.
The return of Uber and Lyft forced some of Austin’s alternative ridesharing apps to shut down. RideAustin, however, has established itself as a viable alternative to the global apps. Although its users have declined over the past year, a loyal following of Austinites, continue to “drive local” with RideAustin.
“RideCopenhagen” COULD BE THE FUTURE OF RIDESHARING IN DENMARK
The Future of Ridesharing in Denmark
A similar scenario has played out in cities across the world. Municipalities like London, Vancouver, and Taiwan have passed legislation to regulate ridesharing apps, prompting their departure.
In March 2017, Uber left Copenhagen. Uber refused to conform with local safety regulations, report drivers’ taxable income, and allow collective bargaining—key components of the “Taxi Law” passed by an overwhelming majority of Danish parliament in February 2017. This legislation intended to force Uber’s compliance with existing taxi-company regulations. Uber, however, argued it would imperil the company’s business model and left the Danish capital.
Since Uber’s departure, the average wait for a taxi has increased by 84 percent, and Copenhagen has seen a surge in underground and unaffiliated cabs, dubbed “pirate taxis” by locals. To address this problem, Copenhagen could look to RideAustin and develop a non-profit alternative that fits Danish regulations and needs—including unionization and collective bargaining.
In Copenhagen, Uber built an infrastructure of 2,000 drivers and 300,000 passengers that carried out over 500,000 rides in 2014 and 2015. While Uber’s platform was created to “disrupt” the Danish transit model, a locally developed app could harness the existing infrastructure to establish a viable ridesharing model developed by and for the community. Such a model could allow the city to reap the social, environmental, and economic benefits of ridesharing—while keeping Copenhagen Copenhagen.
Mellem skovens bøgetræer bliver der sorteret affald, samlet skrald og solgt økologisk mad, men for Smukfest handler bæredygtighed om mere end bare affaldssortering og vedvarende energi.
Af: Laura Emilie Bannebjerg/ Fotos: Eventofotografi.dk ved Klaus Dreyer
På Smukfest er bæredygtighed en kerneværdi, som kan mærkes af både frivillige arbejdere og gæster, når de fleste rammer skraldespanden med deres ølkrus, og personalet på formår at rydde hele skoven op i løbet af natten. En stor del af madboderne sælger økologisk mad og udbyder vegetarretter, og på campingpladserne er skraldesystemer, hvor man som gæst har rig mulighed for at sortere sit affald. Smukfest arbejder med den bæredygtige grundtanke og forsøger at implementere bæredygtighed i alt, hvad de gør. Helt fra det kærlige skub, når Smukfest forsøger at ’nudge’ gæsterne mod en renere festival, til når Smukfest har ambitioner om at genbruge økologisk kaffegrums og forkæle deres gæster med lækker håndsæbe, med Peter Larsens kaffegrums i. Smukfest har hele tiden bæredygtige initiativer i kog. De afprøver projekter af ved først og fremmest at udføre det småt, og hvis det går godt, så udvider de konceptet. Det vigtigste for Smukfest er dog, at festivalen skal være sjov og et frirum for gæsterne. Derfor må bæredygtighed ikke blive en sur pligt, og for Smukfest er hovedmålet, at gæsterne tager en fed energi med sig hjem.
13.500 frivillige sørger hvert år for, at de mere end 34.000 gæster kan få festet i bøgeskoven. Og den indsats definerer Smukfests talsmand, Poul Martin Bonde, også som bæredygtighed.
Det kunne være interessant at måle, hvad det er for en energi folk tager med sig, når de forlader festivalen. Jeg tror, folk ser Smukfest som et frirum og det er enormt vigtigt for folk at være i. Det er måske større end alt andet”, siger Smukfest talsmand, Poul Martin Bonde.
”Vores frivillige medarbejdere er altafgørende for at afholde en bæredygtig festival. For os er bæredygtighed uendelig mange ting, og her på festivalen handler det ligeså meget om det fællesskab og den energi, de frivillige lægger i festivalen. Samtidig går tyve procent af festivalens overskud til Smukfonden, som støtter kampen mod ensomhed, og det er i høj grad også de frivilliges fortjeneste”, fortæller Poul Martin Bonde.
Fonden støtter gode sociale projekter i hele landet, som hjælper udsatte og ensomme ved en ansøgningsrunde to gange årligt.
Nudging mod en renere Smukfest
Smukfest har haft 34.000 betalende gæster hver dag på festivalen i 2017, og det er ifølge Poul Martin Bonde op til dem at udfylde de rammer, som Smukfest sætter op. Han ønsker ikke på festivalens vegne, at presse gæsterne til at agere bæredygtigt, men i stedet opfordre til det ved at give mange og nemme muligheder for at sortere sit affald eller benytte sig af forskellige genbrugsløsninger, ved for eksempel at udleje luftmadrasser og soveposer billigt.
”De fleste gæster søger en anti-hverdag, hvor de kan drikke øl og slå sig løs”, Poul Martin Bonde.
FOTO: EVENTFOTOGRAFI.DK VED KLAUS DREYER
For Smukfest er det vigtigste, at festivalgæsterne er glade, og det bliver de, ifølge Poul Martin Bonde, ikke af en løftet pegefinger, der fortæller dem, hvad de skal, og ikke skal. ”De fleste gæster søger en anti-hverdag, hvor de kan drikke øl og slå sig løs”, Poul Martin Bonde.
Derfor har Smukfest forsøgt sig med diverse ’nudging’-projekter, der skal skubbe festivalgæsterne til en renere festival. Nudging er en metode, der skubber folk til at ændre handlingsmønstre. På Smukfest påvirkes gæsterne for eksempel til mere bæredygtighed gennem leg.
“I år har vi bl.a. opsat en automat på ”Kærligheden” hvor man kan veksle metaldåser til et brusebad – en metaldåse for 15 sekunders varmt vand. På den måde bliver gæsterne aktiveret positivt – Nudget – og belønnet for at deltage i de bæredygtige projekter”, fortæller Hanne Tokkesdal, der er miljøingeniør og frivillig medarbejder i projektet om en bæredygtig Smukfest.
Pilotprojekter tester fremtidens løsninger
På Smukfest bliver de bæredygtige tiltag gennemtænkt og afprøvet, inden der bliver satset på initiativerne. Det er, ifølge Hanne Tokkesdal, vigtigt, at de bæredygtige tiltag ikke kun er en halv god løsning, for så kan det være lige meget. Derfor forsøger festivalen hvert år at indføre flere bæredygtige konstellationer ved pilotprojekter, der tester initiativets kunnen, inden festivalen udvider og satser fuldt ud på projektet.
”Vi er ikke bange for at afprøve nye bæredygtige initiativer. Oftest i mindre målestok – hvis de er vellykkede, kan vi udvide eller opskalere dem til næste års festival. Hvis de er mindre vellykkede, er vi en erfaring rigere!” fortæller Hanne Tokkesdal.
Smukfest er et frirum
Smukfest vil gerne lave en festival, hvor gæsterne selv vælger, om de vil deltage i de bæredygtige projekter.
”Vi vil ikke skræmme folk væk ved, at de skal sortere affald som de gør derhjemme. SMUKFEST er antidagligdag. Vores nye område Skovlunden er for dem, der gerne vil rydde op og være med til at deltage i de bæredygtige tiltag eller bo i nye og bæredygtige boformer som f.eks. papkassetelt. Hvis man er ung og ikke tænker over at rydde op efter sig selv, kan man bo på ”Kærligheden”, hvor vi efter festivalen bruger lidt flere ressourcer på at rydde op end på de andre campingområder. Her forsøger vi at have fokus på, at få sorteret det affald fra som er muligt til genbrug eller genanvendelse i forbindelse med oprydningen. Det er et løbende fokus at finde nye muligheder for genanvendelse af affald fra campingområderne såvel som fra resten af festivalområderne, fortsætter Hanne Tokkesdal.
Smukfest personalet er med til at vurdere, hvor det kan lade sig gøre at handle bæredygtigt, og hvornår ambitionerne på vegne af gæsterne bliver for høje. Ambitionerne om en bæredygtig festival er ikke altoverskyggende. De fokuserer i ligeså høj grad på glade gæster, der kan tage noget med fra festivalen.
”Det kunne være interessant at måle, hvad det er for en energi folk tager med sig, når de forlader festivalen. Jeg tror, folk ser Smukfest som et frirum og det er enormt vigtigt for folk at være i. Det er måske større end alt andet.” fortæller Poul Martin Bonde.
FOTO: EVENTFOTOGRAFI.DK VED KLAUS DREYER
Så selvom festivalen har mange spændende bæredygtige initiativer i gang, så er der stadig noget at tage fat på.
”På campingområderne har vi i år valgt at indføre affaldssortering i bl.a. plast, glas, metal og restaffald. Madboderne sorterer deres affald i bl.a. organisk, plast, glas, metal og restaffald. Vi har ikke affaldssortering i flere fraktioner på selve festivalpladsen endnu. Her overvejes hvordan en evt. sorteringsordning i flere fraktioner på festivalpladsen kan understøtte behovet. På nuværende tidspunkt oplever vi, at flaskesamlerne gør et kæmpe stykke arbejde ift. frasortering af emballage bl.a. i form at plast og glas. Det samme gælder på campingområderne. Vi har f.eks. indført pant på dåser fra Tyskland for tillige, at få indsamlet disse til genbrug”, fortæller Hanne Tokkesdal.
Kaffegrums i sæben
Ifølge Poul Martin Bonde og Hanne Tokkesdal nytter det ikke noget at begrænse virksomhederne, ved at sætte en masse krav op, som kan være svære at efterleve. Derfor gør Smukfest en dyd ud af at gå i dialog med de forskellige leverandører og boder.
”Vi er bl.a. i dialog med Harald Nyborg for at påvirke leverandørerne til at producere bæredygtige produkter til festivaler, som for eksempel telte, luftmadrasser mv., der er PVC-frie og derfor bedre for miljøet. Det er i dialogen med virksomhederne, at vi kan skabe de gode bæredygtige resultater. I forbindelse med afholdelse af SMUKFEST i år er der bl.a. fremkommet en ide til at genbruge kaffegrums fra kaffeboderne. Det vil vi nu gå i dialog med Peter Larsen kaffe om. Vi håber på at kunne genbruge kaffegrumsen direkte til et andet produkt på SMUKFEST f.eks. i sæbe eller lignende”, fortæller Hanne Tokkesdal.
Nyt i 2017: 5 min. fra festivalpladsen findes der miljøvenlige papboliger, man selv sætter op. Materialerne er 100% nedbrydelige og bliver efter festivalen lavet om til toiletpapir til Smukfest 2018. Dét er festival med god samvittighed.
På denne måde opnår Smukfest og virksomheden et spændende samarbejde, de begge kan være tilfredse med.
”Bæredygtighed hos os skal bæres af opfindsomhed og underfundighed og skal altid give mening for såvel organisationen som vores publikum”, udtrykker bestyrelsen på vegne af Smukfest, på pressemødet 2017.
DU KAN:
Inden festivalen kan du…Købe en regnjakke du kan genbruge i flere år, i stedet for et regnslag, der nemt går i stykker og ender i skraldespanden
Under festivalen passer du på miljøet ved at…Sortere dit affaldLeje et paphusLeje luftmadras og sovepose på festivalenSpise kødfrit (måske bare en af dagene)
Efter festivalen kan du…Rydde op efter dig selvPille teltstænger fra teltet og smide det ud hver for sigSortere dit affaldDonere din sovepose eller dit liggeunderlag til en hjemløs
DU KAN:
Inden festivalen kan du…Købe en regnjakke, du kan genbruge i flere år, i stedet for et regnslag, der nemt går i stykker og ender i skraldespanden
Under festivalen passer du på miljøet ved at…Sortere dit affaldLeje et paphusLeje luftmadras og sovepose på festivalenSpise kødfrit (måske bare en af dagene)
Efter festivalen kan du…Rydde op efter dig selvPille teltstænger fra teltet og smide det ud hver for sigSortere dit affaldDonere din sovepose eller dit liggeunderlag til en hjemløs
The spectacular Gardens by the Bay in Singapore is a sustainable example of some of the rewards that can be reaped from the right mix of globalization, technology and capital investment in a modern city.
BY CAL MCGUIRK
Gardens by the Bay is a sustainable nature park covering 250 acres of reclaimed land in central Singapore that has attracted over 20 million visitors since opening in 2014 and won numerous awards.
Pioner has delved deeper into this project to try to understand how the idea was developed, what problems they encountered along the way and what lessons can be learnt from this enterprise.
Singapore, population 5.4 million, is the wealthiest country in Southeast Asia and according to the World Bank, the 4th richest in the world as measured by GDP per capita. It is a modern, advanced metropolis famous for being clean – chewing gum has been banned in the country since 2004. However, according to the WWF it has the 7th largest ecological footprint per capita (Denmark is even higher at 4th place). If all people lived like the Singaporeans, we would need 4.1 planets to sustain our consumption. As part of an effort to improve this, the Singaporean Government announced an ambitious initiative to transform the ‘Garden City’ to a ‘City in a Garden’ with US$ 1 billion put towards the development of Gardens by the Bay.
A Visual Spectacle in the Tropics
Bay South and Bay East make up Gardens by the Bay with Bay Central acting as a garden walkway between the two. Bay South and Bay East have unique attributes. At Bay South Garden, the largest at 130 acres, so-called Supertrees rise 50 meters into the sky, providing a dazzling spectacle at night as they light up the city skyline. Each Supertree is a clever blend of the natural world and the artificial; of technology and Mother Earth, the new and the old. Built structurally with concrete cores and steel frames, the eighteen Supertrees collectively house more than 700 varieties of orchids, ferns and climbing plants not commonly found in Singapore. At the top of the Supertrees, solar panels harness the sun’s energy – just as real trees harness the sun’s energy via photosynthesis – to provide lighting and for energy for watering systems. The top of each tree also houses a rainwater collection tank which cools both the super tree and the neighboring greenhouses.
“We wanted to capture people’s relationship with nature and use innovative technology to create rich lifestyle, educational and recreational experiences for both local residents of Singapore and visitors from around the world,” says British landscape architect Andrew Grant. He led the design team from his firm Grant Associates during the development of the Gardens. According to him, his team drew inspiration from nature. He was in part inspired by the famous Valley of the Giants in Western Australia, where visitors get a bird’s eye view of the trees from a boardwalk, in the construction of a 128 meter long skyway bridge across the Bay South Garden.
Besides the colossal Supertrees, the Bay South Garden also boasts two conservatories named Flower Dome and Cloud Forest, each one an approximate size of four football fields. Over 90,000 plants of more than 3,160 species and varieties originating from every continent except Antarctica are featured in the conservatories. The Flower Dome mimics the cool, dry climate of the Mediterranean and subtropical regions of the world, while the Cloud Forest replicates the warm, moist conditions experienced in the tropics, suitable for orchids, bromeliads, pitcher plants and other epiphytes. These glasshouses are temperature controlled in a sustainable way. Instead of using energy-guzzling air conditioners, the domes are cooled from the bottom up using underground chilled water pipes run by electricity generated from the burning of the organic matter produced when the plants decompose. The Cloud Forest also houses the world’s tallest indoor man-made waterfall, veiled in mist and with lush vegetation covering its 35 meters.
If the Bay South Garden is the glamourous big brother, the Bay East Garden is the low-key younger sibling offering a tranquil oasis in the middle of pavilions and wide open lawns, just a five minute walk across the Marina Bay Sands Resort. Developed by Gustafson Porter, an award-winning landscape architect practice from the UK, the 32 hectares large Bay East Garden is treasured for its vantage views of Marina Bay and the iconic Marina Bay Sands Hotel. The Bay East Garden has been designed with the everyday user in mind. Free to enter, the wide promenade is ideal for walks and exercise and thus provides an avenue for Singapore’s citizens to escape their usual concrete jungle.
With the park’s natural landscape and environmental needs in mind, Gustafson Porter incorporated reed bed water filtration systems and five water inlets to channel water through the gardens and into Marina Bay. The major attractions are clustered in five ‘leaves’ along these water inlets, with leaf-shaped landforms folding over and enveloping the building structures, providing insulation and allowing rainwater infiltration. This design highlights the symbiotic relationship between the republic and water.
Tourism Impact and Public Views
Although difficult to quantify in exact dollar figures, Gardens by the Bay has had a large effect on the tourism industry in Singapore. Specifically designed to be a sustainable solution both environmentally and economically, it has been the economics that have provided the most conjecture. Its tourism impact has been profound. The site received 6.4 million visitors in 2014, more than one third of the total tourist arrivals to Singapore in 2014 with 15.1 million visitors in total. It is listed as the number one site to visit in Singapore on TripAdvisor. It was the 13th most checked-in place in the world on Facebook in 2015. It has won numerous awards worldwide from tourism boards, architecture and design industry associations and building and construction groups. Tourism is worth US$ 29 billion per year to the Singaporean economy. As the new number one tourist attraction, Gardens by the Bay provides a definite quantifiable boost to Singapore’s GDP.
However, with a total budget of US$ 1 billion there has been much disagreement focusing on the economic opportunity cost of the development. 80% of this budget was spent on construction with only 20% spent on the actual plants and soil. During construction, much criticism was directed at the poor working conditions and wages offered to the construction workers, with some critics comparing their conditions to those of construction workers in the Middle East. Annual operating costs are US$ 50 million. Local citizens have questioned this cost and stated that the park should be run as a private enterprise with the ticket sales needed to cover these costs and with the suggestion that the ticket prices for international visitors should increase accordingly to cover this. Nevertheless, the biggest criticism has concerned the opportunity cost of both the initial outlay of US$ 1 billion and the value of the land on which the gardens are built. As the third most densely populated country in the world and with the 4th or 5th (depending on the measurement) most expensive property in the world, 250 acres of prime although reclaimed land in the heart of Singapore are a big deal. A very big deal. As the Prime Minister of Singapore Lee Hsien Loong said, “(We) could have used this for far more valuable commercial or residential developments, right in the middle of the new Singapore city”. Property developers argue that the return on investment of the government’s outlay would have been much higher if the land was used for commercial property construction.
This criticism of the opportunity cost of this development is a common complaint levelled against sustainable developments. Often this is due to the ease with which direct costs can be quantified as opposed to the difficulty in valuing common goods. However, as Mah Bow Tan, who is the former National Development Minister responsible for the project, told The Straits Times, the highest selling newspaper in Singapore, “Would you think of putting a commercial value on Central Park? Can you imagine if someone said, ‘We should have built houses on Hyde Park’ or ‘Let’s turn Botanic Gardens into good-class bungalows’”. Of course not. The development of green spaces in a city has a large positive effect on the city’s image, the health of its citizens, its air quality and it increases neighboring property prices. And as Gardens by the Bay is now the number one tourist attraction, it is a major component of the US$ 29 billion that tourism generates every year for Singapore. Plus, the investment in Gardens by the Bay also spurred technological advances in the field of plant conservation, sustainable construction techniques, architecture and design that will benefit other projects throughout the world in the years ahead. It is the combination of these benefits that needs to be evaluated when judging whether or not this development (or any similar sustainable development) is ‘more’ or ‘less’ economically sustainable than simply building apartments and charging rent. Pioner believes that in the future and with the benefit of hindsight, Gardens by the Bay will prove to have been a better investment in environmental terms and dollar terms than property construction. Only time will tell. In the meantime local Singaporeans and millions of tourists will continue to enjoy the beauty and nature of the gardens.
This project has shown that a problem cannot be ‘too big’ to be addressed sustainably. Here the Singaporean government found a solution to the large scale problem of their high ecological footprint in a sustainable way both environmentally (through a green park) and economically (boosting tourism revenue). Singapore has taken a bold, daring and audacious leap into the future of sustainable development and green tourism, while other cities and countries have been shown a sustainable way to plan their next large scale developments.
YOU CAN:
Send this article to your local head of tourism and urban development in your city and region
NorthSide Festival går hvert år mod nye højder inden for bæredygtighed. Men gør publikum også? Vi besøgte festivalen den 17.-19. juni i år og satte os for at undersøge sagen. Se hvad vi fandt ud af i filmen herunder.
[av_textblock size=’10’ font_color=” color=”]
AF FILIP CLEMENT SANGILD
[/av_textblock]
Over 30.000 mennesker er mødt op til tre dages festival i Ådalen i Aarhus d. 17.-19. juni 2016. Iggy Pops nøgne, appelsinhudsbeklædte overkrop omfavner taknemlige festivalgæster på forreste række, Sigur Rós kyler trommesættet ud over scenekanten og Puscifer har hyret professionelle kvindelige brydere til at kæmpe i en stor ring på scenen. Alt er tilsyneladende i den skønneste orden på NorthSide.
Men da røgkanonerne bliver slukket for et øjeblik, tegner der sig et mystisk billede. Der er næsten ikke et tomt plastikkrus eller et cigaretskod i sigte på jorden. I madboderne er der økologimærker over det hele, og rundt omkring på festivalpladsen står der special-designede skraldespande til forskellige typer affald. Der er noget på færde.
NorthSide satte sig i 2011 for at blive Danmarks mest bæredygtige festival – og de har ikke ligget på den lade side siden da.
NorthSide er et laboratorie
Det er ejerne af festivalen, der har ønsket, at der skulle være et stort fokus på bæredygtighed, og derfor har NorthSide taget kampen op for at blive så bæredygtigt et event som muligt, et skridt ad gangen.
”Det var rigtig flotte ambitioner for nogle, der ikke vidste særligt meget om bæredygtighed”, fortæller Anne Jensen, som er kommunikationschef og ansvarlig for bæredygtighed på NorthSide, ”og der har været rigtig meget trial and error”, siger hun.
”Men vi er gået rigtig meget i dybden med nogle ting”, fortæller hun. ”Hvis vi siger, vi vil det her, så gør vi det også”.
NorthSide hyrede i 2011 bæredygtighedsbureauet WorldPerfect til at hjælpe festivalen med at løfte opgaven. I det hele taget er mange af de bæredygtige initiativer på NorthSide baseret på et tæt samarbejde med forskellige partnere. Og så har man i øvrigt prøvet at lære en hel masse fra andre festivaler og events fra hele verden, og ikke mindst af egne erfaringer år for år.
Men som man står der på græsset og ser hele showet gå op i lys og røg hen over en lang weekend, kan man godt undre sig: Er det virkelig besværet værd at bruge så meget energi på at gøre noget bæredygtigt, der næsten er ovre, før det er begyndt? Og som Anne Jensen selv siger: ”Vores lille festival er jo ikke det, der vælter verdens ressourceforbrug”.
Når NorthSide vil være bæredygtig, handler det ikke kun om, at festivalen i sig selv skal være god ved miljøet.
”Det er faktisk en del af vores politik, at vi gerne vil være med til at arbejde for en mere bæredygtig dagsorden i Danmark, fordi vi har en platform”, forklarer Anne Jensen. ”I og med at vi er en festival, der løber af stablen på tre dage, hvor vi har 30.000 mennesker samlet, så har vi mulighed for at påvirke nogen på en positiv måde på et sted, hvor de jo er kommet frivilligt og er glade og for at søge oplevelser og inspiration. Så det hele er på den positive klinge. På den måde er settingen jo også oplagt til at prøve noget nyt og eksperimentere”, siger hun.
”Det vigtigste ved det her arbejde er, at NorthSide kan blive en inspiration”, bekræfter Martin Thim, som er partner i WorldPerfect, da han viser os rundt på pladsen. Men det er ikke kun publikum, der skal inspireres. Det skal NorthSide også selv. Festivalen er nemlig også en platform for NorthSides egen læringsproces, for bæredygtig innovation generelt og for udvikling af nye partnerskaber omkring bæredygtige løsninger for virksomheder og for kommunen.
Hvis man lige skal sluge den sidste sætning, kan man passende skylle den ned med noget af den søde, ufiltrerede drik, der løber fra ølhanerne på NorthSide. Det er nemlig den økologiske øl, Tuborg Rå, som blev lanceret på NorthSide i 2015. Og det er netop et eksempel på et af NorthSides mange partnerskaber omkring det store bæredygtighedsprojekt.
”Jeg synes, det er fedt det der med at være med til at udvikle nogle produkter, som faktisk i dag står på alle hylderne i alle butikkerne, og som er blevet taget så godt imod”, fortæller Martin Thim begejstret. ”Da den blev lanceret her i 2015, havde de 40.000 liter med, som røg på festivalens anden dag, og så måtte vi nøjedes med den normale øl bagefter. Men det har de så lært af, så nu er der nok til hele festivalen. Jeg synes, det er fedt med de der trial and error-ting, og det er også meget fedt at selv et stort selskab som Tuborg kan falde på røven over, hvor meget økologisk øl folk faktisk gerne vil drikke”, fortæller Martin Thim.
Men hvis NorthSide virkelig vil være så bæredygtig, hvorfor er der så ikke kun økologisk øl i hanerne?
Det er ifølge Martin Thim, fordi de på NorthSide arbejder med en trappe-model, hvor man tager ét skridt ad gangen. ”Om vi når 100 % økologisk øl på to eller fem år, det synes jeg egentlig ikke gør den store forskel. Det er mere bevægelsen derhen, der er det interessante”, forklarer han.
Og NorthSide kommer længere og længere for hvert år. For eksempel kunne de garantere minimum 90 % økologi i madboderne i 2016 i forhold til 60 % i 2015 og kun 30 % i 2014.
Siden 2013 har der været nedskrevet en bæredygtighedsstrategi år for år, så de hele tiden sørger for at lære af deres erfaringer, og i januar 2016 lavede de for første gang en offentlig bæredygtighedsrapport.
Blandt andet på baggrund af erfaringer fra NorthSide har WorldPerfect udgivet en bæredygtighedsguide til events, som de kalder ”Aarhus Sustainability Model”, og som bliver brugt på ti specifikke projekter for Aarhus Kulturhovedstad 2017. Til oktober tager Martin Thim til Bruxelles for at præsentere modellen på EU-konferencen ”Open Days for Cities and Regions”, og han regner da også med, at de skal inspirere hele verden på et tidspunkt.
Vil vise at det hænger sammen
Vi vil rigtig gerne kunne vise, at bæredygtighed og økonomi hænger sammen
Siger Anne Jensen
For eksempel er det jo sådan, at hvis man er god til at sortere affaldet, så kan man bringe udgifterne ned, fordi man ikke skal betale ligeså meget for at komme af med affaldet. Og så giver det, ifølge Anne Jensen, rigtig god mening.
Sortering og genanvendelse af affald er derfor også en af de helt store projekter på NorthSide.
Sammen med WorldPerfect og affaldsselskabet MiljøTeam indførte de i 2015 affaldssystemet ”Rebox”, med lækkert designede skraldespande til forskellige typer affald, der har stået på pladsen de sidste to år. På pladsen bliver der sorteret i 6 fraktioner. Man har ikke ment, at man kunne kontrollere mere end det på selve pladsen. Backstage i produktionsområdet sorterer man dog i hele 12 fraktioner, der også inkluderer metal, olie og træ og andre typer affald, som publikum normalt ikke er i besiddelse af.
Som et resultat af det mener de, at det i år er lykkedes at få sorteret omkring 60 % af alt affald på festivalen.
Fokusset på affaldssortering og genanvendelse har faktisk skabt en meget interessant adfærdsændring blandt de frivillige på festivalen, fortæller Martin Thim. Det er nemlig blevet rigtig populært at være frivillig på festivalens affaldsområde bag scenerne.
Derudover indførte de også sidste år en ambitiøs pantordning. Faktisk så ambitiøs, at den ikke bare indbefatter plastikkrus, dåser og kander, men også pant på ting som regnslag og cigaretpakker. Og så kan man bytte et plastikkrus fyldt med cigaretskodder til en øl.
Og det er nok forklaringen på, at tæppet af cigaretskodder og plastikaffald – man jo ellers kan forvente at støde på til sådan en festival – er erstattet af noget, der nærmere leder tankerne hen på en veltrimmet villakvartersforhave.
Men det er ikke kun på affaldsområdet, at NorthSide har sat sig for at vise, at det kan hænge sammen.
”Der, hvor vi er nået længst, det er på maddelen, hvor vi har nået at runde 90 % økologi i samtlige madboder. Og der er vi faktisk uden sidestykke den festival, der er nået længst med det”, fortæller Martin Thim. Til sammenligning havde Roskilde Festivals madboder en målsætning om 75 % økologi i madboderne i 2016.
Det har man blandt andet opnået ved at lave en økonomisk gulerod for stadepladsholderne: Jo højere procent økologi, der er i maden, desto lavere er procenten af fortjenesten, der skal betales tilbage til NorthSide. Og det er altså noget, kokke kan forstå”
Siger Martin Thim
Det giver mening, synes Anne Jensen. ”Det, man ellers får at vide, det er jo, at det er dyrt, hvis man skal gøre det hele økologisk. Så den prøvede vi at vende om.”
Og opbakningen til økologiprojektet blandt stadepladsholderne er tilsyneladende også steget.
Da NorthSide begyndte at arbejde med bæredygtighed i 2011, hørte Martin Thim et af de største suk, han har hørt i sit liv fra ”Burger Madsen”, der laver burgere på festivalen. For det kunne da bare ikke være mere uinteressant. Men nu sælger Burger Madsen faktisk en 100 % økologisk burger på festivalen.
Vi taler med Jakob Nusbaum fra Gourmensch, der er midt i arbejdet med at lave sprøde svær over åben ild, for at høre, hvad han egentlig mener om NorthSides bæredygtighedspolitik.
”Jeg synes, det er et fantastisk projekt, og jeg synes, det er en fed linje, de lægger”, fortæller han. ”Så det er jeg super glad for at være en del af”.
Bæredygtighed i 360 grader
Men hvad handler alt det der økologi på NorthSide om? Hvorfor egentlig økologi? Det behøver jo ikke betyde, at det er bæredygtigt.
Man har valgt at prioritere økologien højt, men NorthSide forsøger stadig at skabe bæredygtighed hele vejen rundt. Og det strækker sig langt ud over både affaldssortering og økologi.
Man har blandt andet prøvet at sørge for, at alle festivalens partnere selv skal købe bæredygtigt ind. Det vil for eksempel sige, at alt træ som udgangspunkt skal være FSC-godkendt. FSC er en international non-profit organisation, der vurderer bæredygtigheden af træ- og papirprodukter med henblik på miljømæssig, social, og økonomisk ansvarlighed. FSC Danmark har også været med til at bekræfte, at den nye bæredygtige emballage, der blev indført på festivalen i år, nu også var reelt bæredygtig.
Vi prøver at samarbejde med nogle, der er klogere end os
Siger Anne Jensen
Siden 2015 har fødevareBanken desuden samlet overskudsmad ind til trængende i Aarhus. Sidste år var det hele 940 kg mad, der blev givet videre på den måde.
Som et andet initiativ har NorthSide i flere år opfordret publikum til at gå eller cykle til festivalpladsen. I 2015 lykkedes det utroligt nok at få hele 93 % til at følge den opfordring. Men det er faktisk det letteste i verden, fortæller Martin Thim. Man skal nemlig bare lade være med at lave parkeringspladser.
Men det er ikke alle udfordringer, man kan løse helt så let.
Der skal energi og kræfter til at dække de sidste procenter
Det er ikke alt, der foregår på NorthSide, der er bæredygtigt endnu. For at løse de udfordringer, der er, satser NorthSide på at skulle indlede flere nye samarbejder. ”Det er ikke gratis at udvikle de her ting”, fortæller Martin Thim, ”og vi kan ikke bære det selv”.
For eksempel skal der strøm til, når der afholdes festival i Ådalen, og det er specielt på energiområdet, at NorthSide halter. Det er primært, fordi der ikke ligger fast strøm i Ådalen, så infrastrukturen er simpelthen ikke på plads til, at man kan anvende bæredygtig energi. Derfor skal der hives generatorer ind på pladsen, så den øredøvende musik kan flyde ud fra scenerne på pladsen. Og det er jo trods alt det, festivalen handler om.
Der arbejdes hårdt på at finde løsninger på energiproblemet. I 2016 kørte festivalen for første gang et lille projekt med vindenergi. Det dækker kun ca. 7 % af det samlede energiforbrug, men det er en måde at få sat nogle initiativer i gang på.
I mellemtiden prøver man at begrænse brugen af generatorerne ved for eksempel at slukke for strømmen på festivalpladsen om natten.
NorthSide har også kigget lidt på biodiesel 2.0, som er lavet af organisk affald, og som faktisk skulle kunne sænke CO2-udledningerne med hele 90 %.
Indtil videre lyder det dog til, at problemet ikke vil blive løst lige med det samme. Men Martin Thim er alligevel fortrøstningsfuld.
Denne her produktudvikling og det med at bruge festivalen som en innovationsplatform og en platform for at lancere nye produkter, det tror jeg, der er rigtig mange virksomheder, der godt kan se det interessante i. Og hvis man kan løse energiproblematikken ved store events, så tror jeg faktisk også, at man har en temmelig nice business plan
Siger Martin Thim
Nu er publikum taget hjem for at samle energi til næste år, og Ådalen er genopstået som en tom græsslette, der skuer ud over Aarhus by. Men mon ikke både festivalgæsterne, NorthSide og deres partnere er gået derfra med nye erfaringer og inspiration, efter NorthSide endnu en gang har vist, hvad man faktisk kan, hvis man virkelig vil bæredygtigheden på trods af udfordringerne.
NorthSide er en kommerciel musikfestival, der er ejet af Brian Nielsen og Flemming Myllerup i partnerskab med Mads Sørensen fra Beatbox Entertainment og den tyske festivalkoncern FKP Scorpio. Festivalen startede i 2010 som et endagsarrangement i Tangkrogen i Aarhus for ca. 5.000 mennesker. I 2011 flyttede NorthSide til Ådalen og udvidede til to dage, og i 2015 udvidede festivalen til de nuværende tre dage.
Dan Treglia (to the left) and Andrew Siegel are the managing partner and founding partner of Streetchange Philly.
In 2015 more than 500.000 people lived on the streets in America. This is a shockingly high number that illustrates the raising inequality in America. It makes one ask how can we get out of this predicament? For two young academics living in Philadelphia, Pennsylvania, the answer is an instant-donation app called Streetchange Philly, which enables donations for specific items for homeless people. Pioner went to Philadelphia to have a closer look at the idea that might change the way we think about giving to the homeless.
BY MARIE LETH HANSEN
We all know the feeling of walking past a homeless person that we wish to help but we continue walking to avoid the potential awkward moment such a situation could put some of us in. How much should we give? That awkward moment when we give the money but make sure not to touch the homeless person’s hand. What do we say when we hand the money? Did we give enough? “He will probably just use the money on drinking, cigarettes or something worse!” We create plenty of excuses for not giving to the homeless on the streets even though we can easily afford to.
“The idea is to make a targeted donation so you can see who you are helping, read their story and see what item you are contributing money to,” says Dan Treglia, research fellow at the School of Social Policy and Practice at University of Pennsylvania and managing partner of Streetchange Philly.
Andrew Siegel, Assistant Professor at the Department of Psychiatry at University of Philadelphia and the founder of the app explains: “It is up to the user of the app if you want to make a five dollar donation for a new toothbrush and paste or 100 dollars for a health or job program for example, says Andrew and Dan takes over:”Part of what I like about Streetchange is the connection of short term and long term donations while at the same time it provides a way to overcome a social barrier,” continues Dan Treglia.
“The way it works is that each homeless person in the program is given a small Bluetooth device by the local community center. At the same time a user has downloaded the app from App Store. When the user walks near by a homeless person on the street, a notification is shown on the user’s smartphone. Then the user can donate to those specific items the homeless person needs at that moment. When the item is fully funded the local community center purchases the item and the homeless person has to pick it up at that center. In this way we make sure the money is only spent on that specific item. At the same time we get the homeless person in contact with the social system at the community center.”
“It all started two years ago, one year before I meet Dan.” says Andrew who is a medical school graduate who moved to Philadelphia to work at the University of Pennsylvania four years ago. “I started to notice homeless people asking for money on the streets of Philly. I realized it was a problem and that I wanted to help out. But I realized that there was no options to make long term donations for homeless people.” . He started a brainstorm process with a group of friends, and after a few rejected ideas, they decided to go with the app. However, he soon realized that he would need assistance to implement the idea. “I contacted a professor from the School of Social Politics and Practice here at University of Pennsylvania and asked if she knew someone ideal for this project. Then she recommended Dan.” Dan was a perfect match for him and the project with a background from working in the social welfare field. Dan was at the time doing his PhD and he knew he wanted to work with inequality and had earlier worked at a homeless shelter in New York City. The two partners’ backgrounds and educations are obviously very different. But according to the two entrepreneurs, these differences are exactly what make their small team strong.
Users donate to specific items or services the homeless person needs.
However, they quickly realized that there are limits for a medical school graduate and a social welfare student. None of them had developed an app or a creative project like this before. “First of all we contacted an app develop company to help with designing and programming the app,” says Dan and elaborates: “We knew we had to reach out to someone who knew more about the technicalities than us. That is why we also looked for help to develop the first prototype in a computer science class here at the University of Pennsylvania.”
It was a huge advantage for the two to develop a project like this at a university as it gave them access to competences within a wide range of fields. However, the two partners were facing serious obstacles in the beginning. ”We didn’t have any money. So we decided to seek funding, and this led us in contact with the Barra foundation which is an organization that invests in innovative community change projects in Philadelphia,” says Andrew. With funding from the Barra Foundation and help from the app development company, the small team was able to develop a second more functional prototype for the app, which they now are testing and redesigning.
Right now the app is in its early stage, so we still have a lot of unanswered questions. Our main concern is the homeless people’s response. Will they embrace it? Will they feel comfortable using it? What will the public’s response to the app be? And finally will it make a difference for the homeless people? These questions can only be answered when the app is put to market
Says Andrew.
“Now that we have a prototype for the app, we need to start the PR and marketing work. That is a completely new challenge to overcome. We need to make people aware of the app,” says Dan. The partners plan to use all communication channels if the budget allows it; social media, TV, and radio.
Users can read the personal stories of each homeless person they wish to help.
Hopefully, you may wonder if and how you can contribute to the project to help Dan and Andrew?
First of all the project needs people with graphic competences to better promote the app. In general Dan and Andrew welcome all reflections, opinions and help: “For us it is interesting to know how the situation with homeless people is in Denmark. The Danish system is fundamentally different than the American, so for us it is interesting to hear what Danes see as challenges about homelessness in Denmark,” says Andrew. As the project is still new, the two partners also want to hear from you if you have done any fundraising; “How have you made the fundraising successful? Sometimes you can be too deep in the process so you don’t notice something that could be obvious to others” says Dan. If you happen to have any advice for the Streetchange app Dan and Andrew are looking forward to get in touch with you.
The Streetchange team recommends you to take action if you are considering starting your own social project or initiative. “Think about your social circle, who do you know and who might have knowledge and expertise that you don’t have in a particular area. This could take your idea to the next level. Don’t be afraid to reach out, even to the people you don’t know. And most importantly, know your limits – never be afraid to ask for help.” says Andrew Siegel.
De daglige festparader hvor Clean Out Louds beboere går i samlet flok og rydder op på deres campingområde er blevet et tilløbsstykke på Roskilde Festival FOTO: ALEX LUKA
Roskilde Festival er mere end blot nyt og kendt musik, øl, varme telte og fester til langt ud på morgenen. Ikke alle ved det, men festivalen er også ét stort laboratorium for eksperimenter med miljømæssig og social bæredygtighed. Pioner var med på dette års festival for at se nærmere på nogle af de mest innovative eksperimenter.
AF MAJA ADJOA
Vil forandre verden
”Roskilde Festival vil være kendt som en festival med bæredygtige løsninger og holdninger, der arbejder for at forandre verden.” Sådan skrev festivalen i en pressemeddelelse fra juni 2016, hvori de præsenterede deres helt nye strategi for festivalens bæredygtighed frem mod 2019.
Den nye strategi fokuserer på to overordnede indsatsområder: miljømæssig bæredygtighed, som handler om at igangsætte initiativer, der mindsker festivalens negative påvirkning på miljøet mest muligt; og social bæredygtighed, som skal sikre, at festivalen motiverer til og fremmer fællesskab, respekt for menneskerettigheder og bidrager til et positivt socialt aftryk i verden. Målet for den miljømæssige del, som Pioner fokuserede på til dette års festival, er klart: Roskilde Festivals negative miljøpåvirkning skal gå helt i nul. Da det er en stor indsats, skal målet opfyldes gradvist, trin for trin. I 2016 var fokus på områderne Mad og Drikke, Affald, Analyse og dokumentation samt Indkøb, hvilket det også er næste år, i 2017. I 2018 rykker fokusset videre på Affald, Energi, Nonfood og Vand og endeligt i 2019 på Affald, Energi, Transport og trafik.
De to strategiske indsatsområder skal være med til at inspirere gæsterne på Roskilde Festival til at tage bæredygtige valg, når de færdes på festivalpladsen og forhåbentlig også ude i den virkelige verden, når festivalen er slut, de sidste øl er drukket, og Dyrskuepladsen er forladt. Men der er naturligvis også udfordringer forbundet med at implementere så ambitiøse strategier.
“Vores største miljøudfordring er, at deltagerne efterlader deres campingudstyr, når festivalen er slut. Vi arbejder på forskellige måder for at ændre den kultur. Vi vil blandt andet kigge på alternative forretningsmodeller som for eksempel at udleje udstyr som telte og luftmadrasser på pladsen, som afleveres igen, og vi vil starte en dialog med sælgerne af det billige brug-og-smid-væk-udstyr”, udtaler Roskilde Festivals sustainability manager, Mikkel Sander, til Pioner.
“Vores største miljøudfordring er, at deltagerne efterlader deres campingudstyr, når festivalen er slut. Vi arbejder på forskellige måder for at ændre den kultur.”
“Vores største miljøudfordring er, at deltagerne efterlader deres campingudstyr, når festivalen er slut. Vi arbejder på forskellige måder for at ændre den kultur. Vi vil blandt andet kigge på alternative forretningsmodeller som for eksempel at udleje udstyr som telte og luftmadrasser på pladsen, som afleveres igen, og vi vil starte en dialog med sælgerne af det billige brug-og-smid-væk-udstyr”, udtaler Roskilde Festivals sustainability manager, Mikkel Sander, til Pioner.
Synlighed og fest er vejen frem
For at komme udfordringen med festivalgæsternes affald til livs startede festivalen sidste år ReAct, der er ansvarlig for festivalens overordnede arbejde med affald, og som skal forsøge at motivere campinggæsterne til at tage ansvar og rydde op efter sig selv og sortere deres affald, så det kan genanvendes, fortæller Carina Hammer, der er stifter af og projektleder for initiativet.
Målet er at øge genanvendelsen af affald med 10 % og reducere mængden af affald til forbrænding med 10 % hvert år de næste tre år.
“Det gør vi gennem synlighed med elleve recycling stations på campingområdet samt kommunikation og formidling gennem fem store daglige festparader rundt omkring campingområdet, hvor festivaldeltagerne kan aflevere og sortere deres affald. Paraderne er letgenkendelige med flag, musik og frivillige i grønne veste, som hjælper gæsterne med at sortere. Festivalfolket kan aflevere deres almindelige brandbare affald i en stor affaldsbil, og bagved den kører en ladbil, der sorterer i metal, pap, glas, alle slags batterier, pant og særligt luftmadrasser, som indeholder det farlige stof PVC, som derfor ikke må komme på forbrændingen. Derudover har publikum også mulighed for at aflevere deres festivaludstyr til velgørenhed i CampAid,” siger Carina Hammer.
FOTO: ROSKILDE FESTIVAL
Initiativets arbejde kvalitetssikres i samarbejde med affaldsvirksomheden Marius Pedersen, DTU Miljø, konsulentvirksomheden Econet, der har særligt fokus på miljø og affald, Roskilde Kommune og Affaldskontoret, der yder rådgivning om affald og genanvendelse. Den 4. juli, dagen efter dette års festival, kæmpede 154 frivillige, i tæt samarbejde med medarbejdere fra Marius Pedersen, en kamp på den efterladte teltplads for at indsamle alle luftmadrasser i miljøets navn, ifølge Carina Hammer. ”Vi har kun været i gang siden 2015, så der er meget viden om genanvendelsen af affaldet, vi ikke har konkrete tal på endnu. Men jeg kan fortælle, at der aldrig har været indsamlet mere glas end i 2016 med 26 tons, og at der blev indsamlet 46 tons pap, 32 tons bygningsaffald og det største antal bilbatterier (som bliver brugt til at give strøm til de store musikanlæg i de store camps, red.) nogensinde med et tal på hele 181 stk. Derudover indsamlede vi om søndagen mere end 30 tons efterladte luftmadrasser,” siger Carina Hammer.
Fejende festparade vandt Miljø-prisen
Et vigtigt projekt under ReAct er de såkaldte Clean-camps, der er særligt afgrænsede områder på campingpladsen, hvor gæsterne på forhånd skal indvillige i at holde deres campingareal rent for at få lov til at slå lejr.
”Særligt campingområdet Clean Out Loud (hvor man må spille højt musik men skal rydde op efter sig, red.) har været en succes i år,” siger Roskilde Festivals sustainability manager, Mikkel Sander. Campingområdet har i år blandt andet indsat et helt nyt pantsystem, der skal bidrage til en renere festival.
I 2015 havde Clean Out Loud 4.600 beboere, men i år er området blevet så populært, at det tal er steget til 7.500. Det populære campingområde vandt da også Roskilde Festivals egen Miljøpris 2016, der hvert år bliver uddelt til det af festivalens egne tiltag, der har haft særligt fokus på at forbedre miljøet på en innovativ måde. Ud over bæredygtighed og innovation bliver der af juryen også lagt vægt på det, festivalen kalder The Orange Feeling; at tiltaget skaber en grad af samhørighed, frihed og fællesskab for festivalgæsterne. I år var de nominerede Clean Out Loud, Madstrategien og Nye Generatorer.
“Trods mange nye tiltag og projekter i kampen om at gøre RF bæredygtig udmærkede Clean Out Loud sig særligt ved tilknytningen mellem projektet og ’orange feeling’,” fortæller Roskilde Festivals kommunikationskoordinator, Sara Bo Hansen, til Pioner.
Økologi overalt i madboderne
Festivalen har i år opjusteret ambitionerne for mængden af økologisk mad på festivalen. Festivalen stilede efter en økologiprocent på 75 i alt på tværs af madboderne.
“Det er klart min mavefornemmelse, at vi har opnået den økologiprocent, vi har sat os,” siger Mikkel Sander håbefuldt.
Ifølge Arkin Nusrettin, ejer af Aladdins Kebab, der havde en bod på festivalen, har kebab-restauranten umiddelbart formået at opnå en endnu højere økologiprocent end de 75. ”Faktisk har alle vores ingredienser som salat, dressing, brød og kebabkød været økologisk, så jeg synes, det er gået godt med at imødekomme festivalens krav,” siger han.
Dog har det ikke været lige let for Arkin Nusrettin og hans team, der måtte prøve sig frem flere gange for at få produceret økologisk kebabkød med den helt rigtige konsistens. ”Der er meget mere fedt i almindeligt kebabkød, så vi stødte på en del udfordringer ved at sætte det mål om at have økologisk kebabkød i år, fordi økologisk kød har en meget lavere fedtprocent. Men til sidst lykkedes det,” fortæller Arkin Nusrettin. Restaurantens nye økologiske initiativ er blevet taget godt imod af festivalens gæster, selvom prisen er steget. Dog har den økologiske kebab-restaurant ikke solgt ligeså godt som de forgangne år. ”Det kan være, fordi vores priser er steget, i takt med at vi skulle forhøje vores økologiprocent, men jeg tror egentlig mest, at det er på grund af bodens placering. I år er vores bod placeret midt i et gennemgangsområde, så folk kommer kun igennem, når de skal til og fra koncerter,” fortæller han. Ud over kravet om en forhøjet økologiprocent satte festivalen også et krav om, at alle madboder skulle tilbyde minimum én vegetarisk ret.
Den helt store vinder
En af Roskilde Festivals helt store bæredygtige successer i år har været inden for reducering af madspild, fortæller Mikkel Sander.
Organisationen Det Runde Bord, der blev stiftet af Peter Haugelund i 2014, står for at indsamle, behandle, tilberede, pakke og distribuere overskudsmaden fra Roskilde Festival til forskellige institutioner for socialt udsatte i Danmark. Det Runde Bord samlede til dette års festival 32 tons mad fra 76 madboder, hvilket svarer til 1,6 mio. måltider.
”12-15 tons af maden blev tilberedt af kokke heriblandt nogle Michelinkokke. Resten af maden blev videregivet, som det var,” fortæller Peter Haugelund.
Peter Haugelund og Det Runde Bord fik sidste år Roskilde Festivals Miljøprisen 2015. FOTO:: ROSKILDE AVIS
Det Runde Bord bestræber sig på at forlænge holdbarheden af den indsamlede mad ved nedfrysning eller hurtig distribution.
“Vi elsker alle sammen at se, hvad det betyder, når vi afleverer maden fra Roskilde Festival på et herberg eller et asylcenter og for eksempel ser de små purke på asylcenteret løbe af sted med et måltid. Så behøves man ikke et regneark for at se, om det virker,” siger Peter Haugelund.
Masser af frivillige fra Det Runde Bord arbejder hvert år hårdt for at videregive spild-maden fra Roskilde Festival. FOTO: DET RUNDE BORD
Det Runde Bord er finansieret ved mindre beløb fra forskellige puljer og fonde. Kokketøjet og redskaberne til maden er sponsoreret, og bilerne stiller Avis gratis til rådighed. Peter Haugelund lever og ånder for konceptet og tror på, at organisationens arbejde på sigt kan bidrage til en adfærdsændring på madspildsområdet.
”Jeg arbejder frivilligt på fuldtid med Det Runde Bord, så min kæreste, mine børn og sågar nogle af kokkene har betalt min husleje en gang imellem. Jeg giver ikke op, det er så vigtigt det her. Jeg har aldrig lavet noget, der giver så meget mening. Jeg ser det som en ansvarliggørelse af civilsamfundet,” fortæller Peter Haugelund.
”Gratis” kompostopvarmet vand
Bent Valentin, der til dagligt er instruktør på VIS Værkstedet på Roskilde Tekniske Skole, står til dette års festival bag et initiativ om at lave kompostopvarmet vand. Ideen til projektet fik han hjemme ved sig selv. ”Jeg kunne se, at vores mødding genererede varme, og målte herefter temperaturen til 63 grader. Jeg begyndte at søge på emnet og fandt frem til ophavsmanden bag ideen, Jan Lapain, og kunne se, at han brugte træflis tilsat en masse vand,” udtaler Bent Valentin og tilføjer, at der til årets festival blev brugt nyslået græs og ukrudt til kompostopvarmningen af vandet. Han understreger dog, at man kan bruge al slags kompost til processen, da det blot er den organiske nedbrydning, der udvikler varme.
Under festivalen måtte der indsættes et termostatstyret blandingsbatteri, for at gæsterne ikke brændte sig på vandet, da komposten opvarmede det til mellem 70 og 80 grader. Bent Valentin ser store fremtidsmuligheder i det kompostopvarmede vand. ”Jeg er ved at lave et forsøg hjemme hos mig selv med en meget stor kompost på 160 m³. Jeg er begyndt at koble det varme vand fra min reaktor til mit fyr som en supplerende varmekilde – ligesom en solfanger. Blot vil min reaktor generere varme 24/7 og ikke kun, når solen skinner. Man kan simpelthen generere ’gratis’ varmt vand ud af organisk materiale,” lyder det fra Bent Valentin, som tror på, at metoden er skalerbar. ”Det er den i den grad. Vores reaktor på festivalen var ca. 1,6 m³. Jean Lapains reaktorer rummede ca. 70 m³, og min egen er mere end det dobbelte,” siger han.
Ifølge Mikkel Sander ser tallene fra årets bæredygtige initiativer lovende ud. Især på affalds- og genbrugsområdet forventes det, at tallene er højere end de sidste par år, hvor Roskilde Festival i 2014 genanvendte 17,6 % skrald. Næste år tager de et skridt videre i den rigtige retning.
32.000 armbånd til de frivillige er lavet af genbrugsplast fra plastikflasker
66 % af deltagerne i 2015 mente, at Roskilde Festivals fokus på miljø har over middel betydning for deres valg af at tage på festivalen. For kun 11 % har det ingen betydning
94 % af publikummet i 2015 mente, at det er meget vigtigt, at Roskilde Festival beskæftiger sig med miljø
Indsamlingsinitiativet Camp Aid indsamlede sidste år 4.530 telte, 2.400 soveposer, 2.350 tæpper, 850 liggeunderlag og 725 stole. Alt dette blev doneret til 30 forskellige hjælpeorganisationer
Alle tryksager på Roskilde Festival er Cradle To Cradle- eller FSC-mærket
Festivalens mere end 2 mio. krus er lavet af bioplast, som efter festivalen omdannes til biogas
I 2015 blev der produceret 1,913 tons affald på Roskilde Festival
7-8 mio. pant-enheder blev indsamlet sidste år
Omkring 200.000 skraldesække bruges til affaldshåndtering
Bodernes økologiregnskab viste, at 54 % af råvarerne i festivalens madboder var økologisk i 2015
Roskilde Festival har nedskrevet et kodeks for de gæster, der ønsker at bidrage til en bæredygtig festival. Læs det herunder: Sustainability Codex: how you can contribute to a more sustainable festival
Bring your camping gear back home and use it next year. It becomes waste otherwise.
If your camping gear is broken, bring it to the nearest campsite recycling station.
Try a vegetarian meal. Meat consumption is our biggest source of CO2.
Reuse plastic bottles for tap water. Taps at toilets and Love Spring bars.
Do not tolerate sexism, racism or discrimination.
Groping is not acceptable. Consensual touching is, of course.
Bottle collectors help clean up our party. Treat them as equals.
Check out the Equality activities program.
Have a conversation with someone different from yourself.
Social Workers in white vests can help, if you need someone to talk to – whether big or small issues.
Projektet hedder ”Byen for livet” og er en af de første landsbyer i verden som er designet specielt til demente. Det er tanken at bydelen kan indeholde for eksempel en frisør, en restaurant, et supermarked og et teater. Alle ansatte i byen vil være uddannet til at tage sig af demensramte, men for at bevare forestillingen om at det er en almindelig by, kommer ingen til at have uniform på. Intentionen med byen er at alle demensramte skal have mulighed for at leve et almindeligt liv, uden at føle sig syge.
AF LINE BRANDT
Glemsomhed er noget vi alle kan komme ud for en gang imellem. Man kan komme til at glemme en aftale med en ven, sin bryllupsdag eller hvad man helt præcist skulle have fra køleskabet. Men for 90.000 danskere er det i større eller mindre grad en realitet dagligt at glemme helt basale ting, som for eksempel hvem sine børn og ægtefælle er, eller hvordan de finder hjem fra supermarkedet. De er ramt af demens. Det er en sygdom som langsomt forværres, indtil man ikke længere er i stand til at tage vare på sig selv. Men at komme på plejehjem er ikke den optimale løsning for demente da de danske plejehjem ikke er indrettet efter dementes særlige behov.
Byen for livet
Aster Schepel og Mia Ebsen dannede derfor i 2013 Støtteforeningen Margurittens Venner for at forsøge at gøre tilværelsen bedre for demente. Aster Schepel er læge og formand for foreningen, og Mia Ebsen er uddannet sygeplejerske, har en mor der er ramt af demens, og sidder i initiativgruppen for projektet. De fik etableret et samarbejde med Odense Kommune og OK-Fonden, som sammen er i gang med at skabe Byen for Livet, der er en af verdens første bydele designet specielt til mennesker med demens.
Mia Ebsen fortæller i et interview med Pioner at ”Ideen kom for tre år siden efter jeg havde læst en artikel fra Information som hedder ’Landsbyen, hvor de demente har det sjovt.’ Overskriften fangede mig, for jeg havde ikke forbundet demens eller plejehjem med at have det sjovt.” Artiklen fortæller om demenslandsbyen De Hogeweyk i Holland hvor demente lever tæt på et almindeligt liv inden for trygge rammer. ”Aster og jeg blev hurtigt enige om at tage ned og besøge byen, for at finde ud af hvad det var for noget,” siger Mia Ebsen.
.Projektet er stadig på tegnebrættet og der afholdes løbende workshops hvor alle interesserede kan deltage i designet af byen. FOTO: CREAGENCY.DK
Hensigten er at byen skal føles som en helt almindelig landsby, og derfor kan alle benytte sig af byens muligheder, såsom frisøren, cafeen, restauranten, haverne og parkerne. Børn er især velkomne da forskning viser at demente bliver stimuleret af børns tilstedeværelse.
”Alle der lider af demens, har mulighed for at bo i byen, uanset sygdommens stadie, da der bliver givet pleje og omsorg efter behov. På den måde bliver ressourcerne brugt på dem som har mest brug for det. Det er tanken at alle beboere selv skal vaske deres tøj og lave mad. Det er med til at få de demente til at føle at de ikke er syge. Der vil dog være hjælp til dem der har brug for det,” fortæller Peter Martin Jakobsen.
For at indrette byen så den passer til de dementes behov, vil man fx lave klar farveforskel mellem rummene i boligerne. Dette vil gøre det nemmere for beboerne at navigere rundt da det er nemmere for demente at huske farver. Desuden vil man sætte tydelige pejlemærker op rundt omkring i byen i form af statuer og springvand samt lave tydelige forskelle mellem bygningerne, for at gøre det nemmere for beboerne at huske hvor de er. Der bliver sat fotos op af beboerne på deres dør, så de nemmere kan finde deres bolig. Desuden vil der blive anvendt sensorer til belysning, og elevatorerne vil blive modificeret. De kommer ikke til at have nogen knapper; i stedet vil de køre op og ned af sig selv, for at undgå at en beboer glemmer hvordan man bruger den og går i stå inde i elevatoren.
Derudover bliver det muligt at bo sammen med sin ægtefælle og sine kæledyr. Boligen kommer til at afspejle beboerens personlighed og ligne det hjem som beboeren har boet i indtil nu. Dette gøres ved hjælp af beboerens familiemedlemmer som i samarbejde med personalet er med til at indrette boligen.
”Det er vores mål at beboerne skal leve deres liv på præcis samme måde som før de blev ramt af demens. De skal kunne gøre hvad de har lyst til når de har lyst til det,” siger Peter Martin Jakobsen. På et almindeligt plejehjem har man ikke mulighed for at gå ud i byen hvis man fx får lyst til at få en kop kaffe på en cafe. Alt dette bliver muligt for de demensramte i landsbyen i Odense.
Der vil desuden være forskellige kvarterer i landsbyen hvor det er meningen at beboerne skal bo i områder med samme typer som sig selv. Beboerne kommer derfor til at kunne afspejle sig selv i deres naboer, og denne genkendelighed er med til at give dem den nødvendige tryghed.
Demenslandsbyen forventes at stå færdig i 2019 og kommer til at huse 200-300 beboere. Grunden til det lave antal beboere er at man ikke ønsker at skabe en ”demens-ghetto”. Dog håber man på at kunne udvide byen på sigt, hvis det stadig giver livskvalitet til beboerne og ikke ødelægger samspillet med resten af Odense by. I øjeblikket afholdes en masse workshops, for at planlægge hvordan byen skal opbygges, og hvem der skal arbejde i den. Den endelige placering i Odense er heller endnu ikke besluttet, og byggeriet er derfor ikke gået i gang endnu.
En bæredygtig by
Tanken er at landsbyen skal gøres så bæredygtig som muligt. Der vil derfor blive gjort brug af bæredygtige materialer til bygningerne, solceller på tagene og lydløse husstandsvindmøller. Desuden vil der blive opført haver, hvor der vil være mulighed for at beboerne både kan nyde duften af forskellige blomster og gro grøntsager. Forskning viser nemlig, at naturen har en beroligende effekt på mennesker som er ramt af demens.
”Fordelen ved at opføre en demenslandsby som er bæredygtig, er at det vil tiltrække endnu mere opmærksomhed omkring behandling af demens. Vi håber på at Byen for livet kan inspirere andre til at starte lignende projekter,” siger Peter Martin Jakobsen.
Landsbyen kommer ikke kun til at fungere som en by. Den vil samtidig fungere som et videns- og forskningscenter i demens, som skal indsamle ny viden og erfaringer inden for demens. ”Vi vil gøre det til ’open source’, så alle kan stikke snablen ned i og få gavn af al den viden vi får samlet ind, så det vi finder frem til, kan komme som mange som muligt til gode,” slutter Mia Ebsen.
”Byen for livet” er finansieret af OK-Fonden, Odense Kommune og Det Obelske Familiefond med omkring 3 millioner kroner indtil videre. Pengene er blevet brugt på studieture til Holland, workshops, transport, løn og indsamling af viden.
Det er stadig under udarbejdelse hvor meget det kommer til at koste at bo i landsbyen. Men intentionen er at alle demente skal have mulighed for at kunne bo i byen, uanset økonomiske forhold. Derfor bliver der givet tilskud fra det offentlige til beboerne. Det er endnu ikke besluttet hvilke personer der helt præcist skal bo i byen, og der er ikke blevet oprettet en venteliste endnu. Men man kan holde sig opdateret via deres Facebook-side.
