Den hollandske familievirksomhed og Kongelige Hofleverandør, Royal Auping, har igennem de seneste fem år høstet priser for ikke alene deres design, komfort og kvalitet, men også for deres bæredygtige tilgang til det at producere senge. Cirkulær økonomi inspireret af ’Cradle-to-Cradle’ filosofien (C2C, red), gennemsigtighed i hele deres supply chain samt et minimalt miljømæssigt aftryk er nøgleordene i Royal Aupings forretningsfilosofi. Virksomheden har allerede differentieret sig fra andre producenter på markedet, men visionerne er større endnu. Pioner har deltaget i en virksomhedspræsentation med Morten Lund Petersen, Royal Aupings direktør i Danmark, hvor vi fik præsenteret virksomhedens filosofi og visioner.
AF JAKOB GOLL KNUDSEN
Bæredygtighed er efterhånden blevet en betegnelse, som flere større multinationale virksomheder har taget til sig, men kun meget få lever op til den som den hollandske madras- og sengeproducent Royal Auping. Virksomheden har den vision, at inden 2020 skal alle arbejdsprocesser, produkter og ydelser være bæredygtige, men Royal Auping er allerede godt på vej.
Virksomhedens 2020-vision bygger bl.a. på cirkulær økonomi, hvilket indbefatter at anvende nedbrydelige eller 100 % genanvendelige materialer, og netop på dette område er virksomheden allerede nået langt. De lancerede ’Auping Take Back System’ (ATBS, red.), som giver forbrugerne en mulighed for at aflevere deres aflagte madrasser tilbage til genanvendelse. Med dette system garanterer de, at mindst 90 % af din gamle madras bliver genanvendt i nye. ”Når vi tager en madras tilbage, kan vi genbruge 90-99 % af den. ATBS indebærer, at man har muligheden for at aflevere sin gamle madras til os, som vi så kan genbruge i en ny madras. Vi tager både imod konkurrenternes og vores egne madrasser – bl.a. for at vise, at det ikke kun er vores materialer, som kan genanvendes, men at konkurrenternes også kan. Konkurrenterne genanvender bare ikke materialerne, som Royal Auping gør det,” siger direktør Morten Lund Petersen.
I Holland er der 1,2 millioner madrasser, der bliver smidt ud hvert år. Det er 24.000 tons råmaterialer, som man kunne genbruge og 36.000 tons CO2 udslip. I Danmark og Holland bliver madrasserne enten brændt, eller også bliver de smidt på lossepladsen. Det er et enormt spild, da en madras indeholder bomuld, latex, stål. Alle mulige ting som kan bruges igen og igen.
Morten Lund Petersen, direktør for Royal Aupings i Danmark.
Fabrikken
Cirkulær økonomi fylder meget i Royal Aupings forretningsfilosofi. ”Det nytter ikke noget at producere varer, som kan genbruges, hvis vi sviner i produktionen,” siger Morten Lund Petersen. Royal Auping er meget ambitiøse og opmærksomme på deres miljøaftryk, hvilket mundede ud i, at firmaet sidste år slog det sidste søm i deres nyrenoverede bæredygtige fabrik i Deventer, Holland. 28 millioner euros lød omkostningerne på, hvoraf 8 millioner euro udelukkende gik til bæredygtige tiltag. Det indbefatter bl.a. et lukket elektronisk vandpumpesystem, en geotermisk brønd, lysfangere på taget samt et system, hvor vand bliver opvarmet af solen.
Den geotermiske brønd, som går 500 meter ned i jorden under fabrikken, er en vigtig energi-/varmekilde, da fabrikken helt naturligt kan hente varme og kulde op på fra brønden, som kan lagres og deles med andre nærliggende fabrikker. Lysfangerne på taget giver en energineutral og naturlig belysning på fabrikken. I det lukkede vandpumpesystem bliver alt det anvendte vand genbrugt, hvilket kun er muligt, fordi der ingen skadelige stoffer er i de materialer, som Royal Auping anvender i produktionen. De bæredygtige investeringer i fabrikken har ført til reduktioner af vandforbruget med 60 %, elforbruget med 50-60 %, energiforbruget med 30 %, samt at gasforbruget er blevet reduceret med 90 % i forhold til forbruget på fabrikken før den omfattende renovation.
Udover disse markante reduktioner får Royal Auping også en andel af sin energi fra en hollandsk vindmølle, men ambitionerne er større. Flere investeringer i bæredygtighed ønskes, men først når teknologien er til det.
Vi kommer til at installere 20.000 kvm solceller på taget, og vi kommer til at installere 20-30 husvindmøller, men først når teknologien er god nok til det, så den investering har vi ikke lavet endnu. For eksempel er mange af sådanne systemer endnu ikke gode nok til at lagre energien,
Morten Lund Petersen, direktør for Royal Aupings i Danmark.
Selvom det kan lyde paradoksalt og overambitiøst, så er Royal Aupings 2020-vision at efterlade et positivt aftryk på miljøet i stedet for kun at være en belastning, hvilket bl.a. indbefatter, at fabrikken skal producere mere energi, end den bruger, og at det luft og vand, som fabrikken lukker ud, skal være renere end det, den tager ind. Et mål som Royal Auping allerede nærmer sig med hastige skridt ifølge Morten Lund Petersen. Han tilføjer yderligere, at kun tæppefabrikken Desso, som også er lokaliseret i Holland, kan måle sig med Royal Aupings fabrik i forhold til bæredygtighed. ”Jeg kender kun én fabrik i Europa, som er lige så bæredygtig som vores, og det er Desso i Holland. Jeg mener, at vi har kørt det her koncept altid, men den formelle strategi begyndte i 2010 og er blevet implementeret løbende,” siger Morten Lund Petersen.
Gennemsigtighed
At koble bæredygtige værdier til ens brand er én ting, men det at leve op til det er noget andet og sværere. For at gøre som de siger, vægter Royal Auping gennemsigtighed højt i hele deres produktion og supply chain. Derfor er alle Royal Aupings produkter produceret og udviklet i Vesteuropa, da det sikrer en langt større gennemsigtighed gennem hele deres supply chain. Royal Auping har desuden underskrevet FN Global Compact, hvilket sikrer, at virksomheden også skal leve op til deres løfter i praksis. Virksomheden har desuden som mål at være 100 % Cradle to Cradle-certificeret i 2020, hvilket også stiller store krav til Royal Aupings produkter såvel som produktion. ”Det er vigtigt for os at bruge rene og rå materialer, som kan genbruges, ellers ved vi ikke, hvad der er i produkterne. Det er også en del af C2C-filosofien, at man skal kunne definere ned til mindste detalje, hvad der er i madrassen eller produktet, så vi ved præcist, hvad alle vores produkter indeholder,” siger Morten Lund Petersen.
Valuta for pengene
Aupings senge og madrasser er ikke de billigste på markedet. Vil du fx erhverve dig Aupings populære ’Essential seng’, skal du som minimum betale 19.995 kroner. Til gengæld er Auping Essential som den første seng i verden certificeret efter Cradle-to-cradle princippet (sølv certificeret, red). Samtidigt har ’Essential’ modellen vundet flere priser for dens bemærkelsesværdige design og høje komfort. Yderligere tilbyder Royal Auping brede muligheder for at få bygget sin egen seng efter sine egne behov, hvilket også er med til at differentiere Royal Auping fra deres konkurrenter på markedet.
Dette, kombineret med virksomhedens fuldt ud bæredygtige filosofi, gør Royal Auping til et brand, hvor det ikke kun er komfort og kvalitet, som er i fokus.
En ting, som Royal Auping efterspørger, er, at flere forbrugere vælger at aflevere deres madrasser tilbage, efter de er blevet udtjent. Kun ca. 3 % gør det på nuværende tidspunkt, og her understreger Morten Lund Petersen, at det er vigtigt at få forbrugerne med på genanvendelsesfilosofien. Så hvis du står og mangler en ny seng, og du ønsker at høre mere omkring Royal Auping og firmaets filosofi, så kan du eventuelt tage forbi en af Royal Aupings 85 forhandlere i Danmark.
”Med de visioner vi har, og det forbrugeren skal betale for en Royal Auping seng, så skal de også have noget kvalitet og oplevelse for pengene. Samtidigt skal de kunne ligge sig ned i en seng og vide, at den er blevet produceret på en fabrik, som ikke forurener, og som er lavet af materialer, der ikke ødelægger din krop. Derudover ligger værdien også i, at forbrugeren ved, at der bliver tager hånd om den, hvis den afleveres tilbage,” siger Morten Lund Petersen.
DU KAN:
- Læse mere om ’Auping Take Back System’ her
- Læse om FN Global Compact (FGC) her
- Læse den nyeste evaluering af Royal Aupings FGC indsatser her
- Læse mere om Royal Auping og deres produkter her
- Besøge Royal Auping Scandinavia på facebook og give dem et like her