YourLocal gør bekæmpelse af madspild til en god forretning

YourLocal er en app, der bekæmper madspild lokalt ved at lade forretninger annoncere hvilke varer i deres sortiment, der snart overskrider holdbarhedsdatoen. Den hurtige forbruger kan dermed købe varer, der snart udløber til en nedsat pris. Ifølge stifterne bag YourLocal bliver appen, udover bekæmpelse af madspild, brugt som effektiv markedsføring af dagligvarebutikkerne.

AF URSULA TARP

Ifølge en rapport fra Miljøstyrelsen smider detailhandlen i Danmark årligt 163.000 ton mad ud, som sagtens kunne være spist. Dagligvarebutikker står således for 58 % af den danske servicesektors samlede madspild.

Your Local
FOTO: YOURLOCAL

Det store madspild forsøger skaberne af appen YourLocal Kasper Kastoft Nielsen og Sebastian Dueholm at forhindre ved at give forretningerne en mulighed for at annoncere varer, der nærmer sig udløb. Appen er samtidig attraktiv for forretninger, da den kan bruges til at styrke virksomhedens bæredygtige profil.

Your Local
FOTO: YOURLOCAL

”I dag er det blevet en del af en god markedsføring at gøre opmærksom på, at man som forretning ønsker at minimere madspildet. Forretningerne bruger YourLocal til at markedsføre sig overfor brugerne af appen og styrke deres bæredygtige profil” forklarer Kasper Kastoft Nielsen, Co-founder af YourLocal.

Han oplever også, at der er en økonomisk gevinst for forretningerne at hente, ved at sælge den mad, der ville blive til madspild.

”Alle forretninger er ikke kun ud fra et socialt- og miljømæssigt synspunkt interesserede i at reducere deres madspild. Der er også en økonomisk gevinst i det. Så der er en god portion ideologi og en god portion økonomi i det for forretningen. Så uanset, hvad der trækker, så kan det betale sig at være med.”

Ingen fare for forbruger-spekulation og misbrug

Ifølge Kasper Kastoft Nielsen, er det de virksomheder der formår at skabe en god og bæredygtig forretning, der kommer længst.

Han understreger, at det ikke underminerer forretningens øvrige salg af varer at være en del af YourLocal, da der er stor tilfældighed på spil, når det gælder de specifikke varer forretningerne laver opslag om – hvilket gør det stort set umuligt at spekulere i som forbruger. Derudover kræver køb af madspildsvarer, at man som forbruger reagerer hurtigt og spontant, da forretningerne spontant annoncerer varer, når behovet for at komme af med varerne opstår.

YourLocal
FOTO: YOURLOCAL

”Måske har det tidligere kunne betale sig for forretninger at smide maden ud, fordi de ikke har haft et alternativ. Med YourLocal har de nu en nem mulighed for at komme af med maden og ovenikøbet tjene en ekstra skilling, som de ikke havde mulighed for før” fortæller den 42-årige iværksætter.

YourLocal har i skrivende stund 85.000 downloads og over 500 forretninger tilknyttet på landsplan. YourLocal giver derfor mulighed for, at lokale butikker kan nå ud til mange lokale forbrugere. Man kunne derfor frygte at appen ville blive misbrugt til at annoncere varer, der ikke er i fare for at blive til madspild. Men dette slår skaberne bag YourLocal hårdt ned på:

”Det er relativt sjældent at butikker udnytter konceptet til annoncering af generelle varer. Men det er noget vi slår hårdt ned på. Og hvis det sker, så er der ofte brugere der hurtigt rapporterer det til os” fortæller Kasper Kastoft Nielsen.

Iværksætterduoen Kasper Kastoft Nielsen og Sebastian Dueholm oplever, at appen YourLocal bliver positivt modtaget af både forretninger og forbrugere. Det har derfor ikke været nødvendigt med en stor markedsføringsindsats af appen:

YourLocal
FOTO: YOURLOCAL

”Vi har en god fortælling og et ideologisk fundament som er stærkt – og derfor har vi kunne komme ret langt uden at skulle bruge penge på at annoncere” siger Kasper Kastoft Nielsen, som forklarer at budskabet om appen har spredt sig på sociale medier og fra mund til mund i lokalmiljøer.

Tabuet om madspild er brudt

YourLocal samarbejder bl.a. med organisationen ”Stop Spild af Mad”, som er en national bevægelse, der arbejder for at sætte madspild på dagsordenen og reducere det generelle madspild i Danmark. Organisationen blev startet af Selina Juul i 2008, og organisationens arbejde har bidraget til at nedbringe Danmarks samlede madspild med 25 % de sidste fem år. Kasper Kastoft Nielsen peger på, at YourLocal dermed er en del af større tendens, der går imod madspild i Danmark:

”Man skal huske, at der også er en masse andre initiativer sideløbende med YourLocal. Hvor dagligvarebutikkerne før smed meget mad ud, er de også blevet bedre til at samle datovarer i bestemte områder i butikken og sælge varerne, der snart udløber, til en lavere pris. Så vi er jo en del af større bevægelse mod madspild”.

Som en del af denne tendens oplever han, at dagligvarebutikkerne ikke længere forsøger at skjule varer, der nærmer sig udløbsdatoen men derimod bruger kampen mod madspild som markedsføring:

”Der er sket et skift i, at butikkerne ikke længere er bange for at skilte med, at de har madspild. Det er blevet mere legitimt. Alle butikker oplever et uundgåeligt madspild. Før var dette noget butikkerne forsøgte at feje ind under gulvtæppet”

YourLocal
FOTO: YOURLOCAL

Forbrugernes krav er afgørende

For Kasper Kastoft Nielsen er YourLocal ganske enkelt en platform, der giver den lokale forbruger og den lokale forretning mulighed for at ”mødes” på det rette tidspunkt – og det faktum, at forbrugerne stiller krav til forretningernes aktive rolle i forhold til at reducere deres madspild, er ifølge iværksætteren helt afgørende.

”Jeg tror at det vigtigste element er, at nogle forbrugere synes, at bekæmpelse af madspild er vigtigt. Hvis det er vigtigt for forbrugerne, så bliver det også vigtigt for forretningerne”.

Han tilføjer, at det er vigtigt at gøre det så nemt som muligt for butikker og forbruger at reducere madspild i en travl hverdag.

Ifølge Kasper Kastoft Nielsen kan kampen mod madspild kun vindes, hvis alle er med.

Derfor har skaberne af appen desuden valgt at gøre det muligt at være en del af YourLocal på en gratis version af appen, hvilket gør det nemmere at komme i gang.

Kasper Kastoft Nielsen tilføjer, at hvis vi skal bekæmpe madspild, skal der ske en indsats i alle dele af fødevareindustriens produktion og i de private husholdninger. Den madspildsbekæmpende iværksætter er optimistisk og tror at vi i fremtiden vil komme til at se mange flere initiativer mod madspild:

”Man skal huske, at vi med YourLocal kun er en lille bitte bid af en stor kæde fra produktion, til distribution, til butik og til forbruger, hvor der i hele kæden er et spild. Der skal ske en indsats i rigtig mange led, og det både håber og tror jeg vil komme til at ske”

YourLocal
FOTO: YOURLOCAL

”Madspild er et stort problem, ikke kun i Danmark, men i hele den vestlige verden – og markedet for YourLocal er dermed enormt”, fortæller Kasper Kastoft Nielsen. På nuværende tidspunkt har iværksætterduoen Kasper Kastoft Nielsen og Sebastian Dueholm planer om, at deres app YourLocal skal udvides til det tyske marked og senere det amerikanske marked.

DU KAN:

DU KAN:

LÆS MERE:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *